Mange lokale skoleklasser gik velforberedte med i Folkefestens pinsekarneval med western-tema

TERNDRUP: For anden gang var lastbiler forment adgang til Folkefestens traditionsrige optog, og i stedet slog børn og unge sig løs i et pinsekarneval inden for årets tema, western.

Det blev 4.D fra Terndrup Skole, der vandt med en Lucky Luke-variant og ikke mindst en stribe Dalton-brødre.

Men også 0., 1., 2., 3., 5. og 7. årgang var repræsenteret i optoget, som blandt andet også talte tre ryttere og fire heste fra Bælum.

Der var i øvrigt præmier til alle i form af forskellige sponserede oplevelser.

Karnevalet var med til at sætte punktum for tre dages Folkefest søndag, hvor børn og unge også som noget nyt kunne se en film i bilboksningsarenaen, nemlig den nyeste ”Maze Runner”. Det benyttede omkring 100 sig af.

40 deltog i lørdagens pinseløb på 5 km, 10 km eller halvmaraton, og førstepræmien på 1000 kroner gik til Tommy Worm - efter lodtrækning blandt alle deltagere.

Lørdag blev Lau Bøgeholt-Laursen kåret til årets Terndrup-borger på grund af sine mange år i spidsen for Terndruplund-fonden og olderlauget.

Emil Christensen fra Folkefest-komiteen regner bestemt med et overskud:

- For det gik sådan set udmærket hele vejen igennem.

Komiteen tæller også Maria Fenger, Kim Marquardsen og Liana Maria Turiga.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...