Tradition fra besættelsestiden genoplivet i Gryden søndag eftermiddag krydret med nye sange om krigen

REBILD BAKKER: En kold blæsende vind i Gryden i Rebild Bakker samt problemer med elforsyningen var ikke den optimale optakt til genoplivningen af besættelsestidens tradition med alsang som en passiv demonstration mod besættelsesmagten og på samme tid udtryk for sammenhold i befolkningen.

Alligevel troppede omkring 65 tilhørere i alle aldre op i bakkelandskabet sidst på eftermiddagen søndag for at deltage i fællessangen i de utraditionelle rammer.

Ved ankomsten stod medarrangør Henrik Bugge og uddelte et sanghæfte med eftermiddagens seks valgte fællessange.

De blev undervejs krydret med en håndfuld numre fra Krigens Sange.

Det er 11 markante begivenheder fra områdets besættelseshistorie, som musiker Peter Borup tidligere har skrevet tekst og musik til.

- Her i weekenden har der i relation til 4. maj og befrielsen i 1945 været en lang række lokale arrangementer, og derfor syntes vi at det kunne være en god idé at afslutte dem ved at genoplive den gamle tradition med alsang, fortæller Peter Borup inden koncerten, mens en tilkaldt elektriker har travlt med at få genetableret elforsyning til eftermiddagens fire optrædende musikere.

Det var ud over Peter Borup på guitar og sang Klaus Thrane på slagtøj, Morten Friis på violin, Per Bach på klaver og sanger Donna Dalhoff.

Koncert indledt lidt forsinket

Med en smule forsinkelse var der igen etableret elforsyning til musikerne, og Peter Borup kunne byde de fremmødte velkommen i Gryden.

De havde lejret sig på bakkeskråningen med medbragte tæpper, hvor de alligevel frøs lidt med anstand i det kolde vejr.

- Vi bliver ved med at synge og spille indtil det måske begynder at regne. Sker det ikke regner vi med at slutte alsangen omkring klokken 17.30, lød det beroligende fra Peter Borup.

Han kunne samtidigt oplyse, at numrene fra Krigens Sange kan høres rundt ved de 11 mindesten i lokalområdet ved at scanne en QR kode med mobiltelefon.

Trods det kolde vejr var de fremmødte indstillet på at synge med på fællessangene, der blev indledt med Velkommen i den grønne lund.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...