Første gang nogensinde orienteringsløb var en del af programmet for Skole OL i Rebild Kommune med Rold Skov OK som arrangører og vært

SKØRPING: Hospitalshaven i tilknytning til privathospitalet i Skørping genlød hele onsdag af glade stemmer, da 350 elever fra alle 5. og 6. klassetrin på Bavnebakkeskolen og Karensmindeskolen i Støvring samt Skørping Skole dystede indbyrdes i orienteringsløb.

Det er første gang nogensinde disciplinen er med på programmet for de deltagende elever i Skole Ol i Rebild Kommune, og ikke overraskende er Rold Skov Ol arrangør og vært for afviklingen.

For at give de deltagende elever indsigt i hvad orienteringsløb helt konkret går ud på og hvordan de som deltagere skal læse et kort har der været arrangeret et vellykket prøveløb for en uge siden for deltagerne på Karensmindeskolen i Støvring.

Hele 15 klasser fra de tre store skoler deltog i orienteringsløbet, hvor start- og målfeltet var placeret i den idylliske hospitalshave.

- Alle point for hver enkelt klasse lægges sammen og divideres med antal elever. På den måde kan vi efter orienteringsløbet er slut, når alle 15 deltagende klasser har gennemført, se hvilken 5. og 6. klasse, der har været hurtigst og dermed bliver udvalgt til at deltage i den store landsdækkende Skole OL finale fredag 21. juni i Aarhus, forklarer formand for Rold Skov OL Ole Jensen, mens næste skoleklasse gør sig klar i startfeltet.

Dagens vindere blev de 24 elever i 5 C på Karensmindeskolen i Støvring og de ligeledes 24 elever i 6 D på Skørping Skole, der efter orienteringsløbet hen på eftermiddagen fik overrakt medaljer af byrådsmedlem Gert Fischer (V) som formand for kultur - og fritidsudvalget i Rebild Kommune.

De mange deltagende elever fra de 10 klasser på de to skoler i Støvring betød, at de pladsmæssigt måtte fordele sig i to grupper ved forskudte togafgange mod Skørping og retur til Støvring efter orienteringsløbet.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...