UNDTAGELSES-TILSTAND: Provst Carsten Bøgh Pedersen, Hadsund Provsti, reflekterer over to måneder med lukkede kirkedøre

MARIAGERFJORD: Nu er det to måneder siden, landets kirkedøre blev lukket for at hindre smittespredning.

Selvom jeg er stolt over, at gøre tjeneste i en folkekirke, der samarbejdsvilligt lider afsavn sammen med resten af samfundet, så er der en efterhånden stigende utålmodighed i mig efter igen at fylde kirkebygninger og sognehuse med alt det liv, de plejer at være fulde af:

Gudstjenester, musik, konfirmander, børn, samtaler og i det hele taget meningsfulde møder mennesker imellem.

Alle, der er ansat eller frivilligt engageret i folkekirken, bidrager, hver på deres måde, til at skabe det meningsfulde rum, som kirken udgør.

At holde modet oppe

I den tid, vi befinder os i nu, har mange svært ved at holde modet oppe.

Så selvom vi må vente lidt endnu med at åbne dørene for offentligheden, har kirken netop nu en helt særlig rolle at spille

Uanset om dørene ind til kirken for tiden er lukkede, bærer vi på en grænseløs fortælling, som mennesker kan spejle hele deres eksistens i.

Fortællingen om Jesus favner alt det menneskelige og giver os håb og retning, selv når det ser allermørkest ud.

Hverdagen er brudt op.

Og den midlertidige undtagelsestilstand, som vi har affundet os med for en tid, ser ud til at vare længere, end de fleste af os nok forestillede os.

For tiden er der derfor mange, der er mistroiske, og mange, der tvivler og i det hele taget har svært ved at holde håbet oppe.

Det lange perspektiv

I fortællingen om Jesus er der plads til det lange perspektiv.

Vi bærer fortællingen med os og ved derfor, at det kan være nødvendigt med det lange perspektiv for også at kunne holde det korte ud.

Helt praktisk skal præster og menighedsråd så småt i gang med at åbne vores kirker igen i takt med resten af samfundet.

Det danske samfund har brug for kirken.

Det har brug for det åndehul, som kirken udgør, som giver plads til, at mennesker kan sunde sig, tænke efter og genopbygge liv og samfund.

Hvis ikke vi taler om tro, håb og kærlighed, så ender vi i en gold og afstumpet verden, der glemmer det væsentligste.

Pandemien kommer til at sætte sig dybe spor i os, ligesom 2. verdenskrig selv her i 75 året for befrielsen stadig viser sine spor i vores samfund.

Den næsten usynlige gæst

Modsat besættelsestidens uniformer og kanoner har vi med coronavirusset fået en besøg af en næsten usynlig gæst, som ikke lader sig bremse af grænsebomme, krudt og kugler.

Vi er i en krisesituation, hvor de karaktertræk, gode og dårlige som vi hver især er udstyret med, træder tydeligere frem.

Men når vi kommer ud af krisen, kommer vi til at stå ved en korsvej, hvor vi kan vælge, hvordan vi vil bruge vores erfaringer fremover.

I søndagens evangelium til 4. søndag efter påske siger Jesus:

”Hvis I bliver i mit ord, er I sandelig mine disciple, og I skal lære sandheden at kende, og sandheden skal gøre jer frie”.

Måske vi oplever vi coronatiden som et fangeskab, men måske er det på trods af alle dødsfaldende og de ulykkelige økonomiske konsekvenser, alligevel muligt at lære sandheden bedre at kende – og måske sættes vi netop nu fri fra noget, vi ikke vidste bandt os?

Længsel efter det gode

Tænk hvis vi kan omsætte alt det, vi savner i denne tid, til en længsel efter det gode samfund, så kommer vi ikke bare forslåede ud på den anden side.

Vi kan forhåbentlig bruge de erfaringer, vi gør os i disse måneder til at pege på, hvad der virkelig betyder noget og binder os sammen.

Og hvad vi ønsker skal binde os sammen i den fremtid, der ligger og venter på os et sted ude i horisonten.

Guds velsignelse til jer alle!

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...