De senere år har budt på voksende problemer med at skaffe de nødvendige frivillige til de mange opgaver i foreningen

HIMMERLAND: Med lukningen af Himmerlands Humanitære Forening er en æra i Nørager og Himmerlands historie endegyldig slut.

Foreningen så dagens lys i februar 1998 under navnet Nøragers Humanitære Hjælpeorganisation for russiske børnehjem.

15 år senere blev navnet på foreningen ændret til det nuværende.

Men de senere år har budt på voksende problemer med at skaffe de nødvendige frivillige til de mange opgaver i foreningen.

Tjernobylforening i Thisted

Bestyrelsen så sig derfor i efteråret 2018 nødsaget til at foreslå, at foreningen blev opløst.

Samme efterår blev den beslutning konfirmeret på to generalforsamlinger.

Stina Bargmann Toft og Inge Weis Hansen blev som henholdsvis tidligere formand og tidligere kasserer og sekretær bemyndiget til at afvikle foreningen.

Det blev ligeledes besluttet, at de godt 4000 overskydende kroner skulle gives til Tjernobylforeningen i Thisted.

Det er en frivillig forening, der hjælper atomskadede børn fra Hviderusland, blandt andet ved hvert år at arrangere sommerlejre i Danmark for dem.

Tjernobylforeningen har afhentet legetøj og andet, som Himmerlands Humanitære Forening brugte på sine sommerlejre,

Foreningens hjemmeside lukkede for nylig, og til juli kvitter man facebookgruppen ”Tidligere Himmerlands Humanitære Forening”.

Mennesker med store hjerter

- Selvom det er trist at opløse den humanitære forening, glæder vi os også over, at hjælpen fra mange mennesker med store hjerter har betydet, at godt 160 russiske børnehjemsbørn gennem årene har fået fantastiske oplevelser på sommerlejrene her i Danmark, trøster Stina Bargmann Toft og Inge Weis Hansen sig med.

- De oplevelser har ændret mange af børnenes kurs i livet til det bedre.

- Samtidigt har det været muligt at sende mange penge, tøj og andre ting til børnehjemmet til stor gavn og glæde for børnene, fremhæver de to.

Siden efteråret 2016 har børnehjemmet fået etableret nogle faciliteter, der giver mulighed for jobtræning som gartner, pedel eller skomager.

Forbedringer på børnehjem

Målet er at sikre bogligt svage børnehjemsbørns resocialisering i samfundet som selvforsørgende og ansvarlige samfundsborgere.

Endvidere blev et gammelt drivhus renoveret helt fra bunden, og man købte en minitraktor med redskaber til at slå græs, rydde sne og opdyrke jord, ligesom der blev etableret et skomagerværksted.

Også udendørsfaciliteterne fik en tiltrængt ansigtsløftning.

Og så lykkedes det at etablere en ny og at reparere den gamle legeplads, så børnene både får motion, frisk luft og trænet motorikken.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...