Sker dog kun i syv mindre udvalgte byer i Rebild Kommune

REBILD: Salget af kommunale byggegrunde går rigtig godt i Rebild Kommune, hvor der i 2018 er solgt i alt 23 byggegrunde til private købere.

Det er knap så mange som i 2017, hvor der blev sat rekord med 26 solgte byggegrunde. Tidligere har niveauet ligget lavere.

Den væsentlige årsag til det store grundsalg i 2017 var en salgskampagne, hvor der i perioden fra medio januar 2017 til og med ultimo juni som optakt blev givet 30 procent rabat på alle kommunale byggegrunde uden for Støvring by, efterfulgt af 20 og afsluttende med 10 procents rabat.

Også 30 procent i 2019

Priserne på kommunale byggegrunde bliver fastsat én gang om året af økonomiudvalget med afsæt i udbud og efterspørgsel. For at stimulere salget de steder, hvor det ikke er gået så hurtigt med grundsalget i 2018, har økonomiudvalget besluttet at nedsætte priserne med 30 procent i følgende byer:

Nørager, Bælum, Blenstrup, Mejlby, Ravnkilde, Rørbæk og Aarestrup.

- Vi vil gerne fremme salget af byggegrunde i hele kommunen og har derfor valgt at sætte priserne ned i de byer, hvor der ikke er solgt så mange grunde de seneste år. Med udsigten til en besparelse på 30 procent i de syv mindre byer tror vi på, at vi kan fortsætte det gode grundsalg i 2019. Vores erfaringer fra en tidligere bosætningskampagne viser i hvert fald, at rabat på byggegrunde kan være med til at friste potentielle købere, pointerer borgmester Leon Sebbelin.

Alle grunde på hjemmeside

Alle kommunale byggegrunde, både bolig- og erhvervsgrunde, er præsenteret på Rebild Kommunes boliggrundssite: www.mangegodegrunde.dk.

De nye grundpriser med 30 procent i rabat er allerede trådt i kraft her ved årsskiftet 1. januar 2019 og gælder indtil videre et år frem.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...