CORONA: Der tages hånd om ældre og udsatte, arrangeres nødpasning og åbnes for nødvendige henvendelser i Borgerservice

REBILD: I lighed med resten af landet, lukker også Rebild Kommune ned for alle funktioner der ikke er strengt nødvendige.

Borgerne har dog ikke grund til bekymring, da beredskabet er på plads.

Der bliver som altid taget hånd om de ældre og udsatte borgere, ligesom der vil være mulighed for nødpasning af de børn hvis forældre ikke har andre muligheder på grund af kritiske funktioner.

- Det er jo en helt ekstraordinær situation vi står i, og som vil gribe forstyrrende ind i rigtig mange menneskers hverdag.

Det nødvendige

- Men det er naturligvis vigtigt at vi alle bakker op om regeringens tiltag for at mindske spredningen af coronavirus mest muligt, siger kommunaldirektør Jes Lunde.

- Og kommunen tager hånd om de borgere, der har behov for det, beroliger kommunaldirektøren.

Det gælder eksempelvis de borgere, der akut har brug for kommunens ydelser:

- De får naturligvis den hjælp, de har behov for.

- Det samme gælder beboere på ældrecentrene og andre plejekrævende eller sårbare borgere og i de socialfaglige tilbud, uddyber Jes Lunde.

Der arrangeres nødvendig pasning i daginstitutioner og skoler op til og med 3. klasse.

- Desuden vil der være forældre, som er nødt til at tage på arbejde, og vi sørger naturligvis for pasning til deres børn.

- Det bedste er, hvis man kan passe børnene derhjemme.

- Men for forældre, der ikke har andre muligheder, stiller vi nødpasning til rådighed, forsikrer Jes Lunde.

De sårbare

Kommunaldirektøren understreger, at bedsteforældre ikke bør passe børn, hvis de på grund af alder eller helbred er særligt sårbare over for smitte med coronavirus.

Hvordan nødpasningen bliver organiseret, kan du læse på Aula og daginstitutionernes intranet.

Ingen besøg og arrangementer

I tråd med statsministerens udmelding torsdag aften lukkes for alle besøg på kommunens ældrecentre. Bortset fra helt særlige situationer.

Og ikke som hidtil, kun for pårørende der har været på rejse i de særlige risikoområder.

Det har tidligere været meldt ud, at mange kommunale arrangementer bliver udsat.

Hvis du får brug for hjælp

- Men det gælder nu alle arrangementer som kommunen står som arrangør af.

Dog står Borgerservice for nødvendige henvendelser. Men ring forlods på 9988 9988, hvis du er i tvivl.

Gerne før du kommer.

Affalds- og genbrugscontainerne bliver tømt som normalt, og der hentes storskrald, som der plejer.

Men genbrugspladserne lukker.

I forhold til oplysninger om corona epidemiens udvikling, opfordres du til at følge med på coronasmitte.dk.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...