ØV: Den nystiftede forening Skole og Forældre beklager kedelig bundrekord

REBILD: Alle kommunens otte skolebestyrelser var repræsenteret, da der for nylig blev holdt stiftende generalforsamling i Skole og Forældres nye lokalafdeling i Rebild Kommune.

- Det er i sig selv en succes - og ikke sket før andre steder i landet, når man har forsøgt at samle sig omkring en lokalafdeling af Skole og Forældre.

- Alene det vidner om, hvor meget der er brug for en øget indsats omkring Rebild Kommunes folkeskoler, anfører Benjamin Holst, der på generalforsamlingen blev valgt som formand for den nye forening.

En kedelig rekord

- Det at Rebild kan drive den 7 .billigste folkeskole, er ikke kun en kedelig rekord.

- Vi er desværre på vej ned ad en sti, hvor slutresultatet er, at skolebørn i Rebild Kommune ikke får den undervisning og de pædagogiske tiltag, som de ville have det bedst af, og som kunne forløse børnenes fulde potentiale, beklager Benjamin Holst.

Torsten Topbjerg blev i samme ombæring valgt som næstformand, og derudover består bestyrelsen af Mikael Skovhus, Mads Carlsen, Stig Jonstrup Pedersen, Søren Bonde, Lotte Bach Lykkenshede, Tonni Bjerregaard Rasmussen og Bjørn Schaumann.

Ønsker dialog med kommunen

Den nye lokalafdeling af Skoler og Forældre håber allerede inden byrådets visionsseminar 12. og 13. marts at få en dialog i gang med byrådet om de kommende års økonomiske prioriteringer i Rebild Kommune.

- Hidtil har tildelingen af ressourcer mest været præget af nogle beslutninger, som er taget en sen nat på byrådets sidste budgetmøde.

Og nattemøder under tidspres giver sjældent de bedste beslutninger

- Det ved de fleste.

- Derfor skal vi skal have gang i dialogen.

- Tænk bare på hvilken fantastisk folkeskole, vi kunne få ved at tilføre nogle få flere midler end nu, bemærker næstformand i den nye lokalafdeling af Skoler og Forældre, Torsten Topbjerg.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...