Der er 39 medlemmer af Støvring Handel & Erhverv. I spidsen står formand Lisa Kjær, som også er direktør i Spar Nord

STØVRING: Det går godt i Støvring. Der er massevis af nybyggeri, mange tilflyttere af særligt unge børnefamilier, et rigt forenings- og kulturliv, og godt gang i byens butikker. Hos Støvring Handel & Erhverv kan de også mærke udviklingen.

- Ja, de positive tendenser har efterhånden varet nogle år. Støvring er blevet en rigtig attraktiv by, og det smitter af hele vejen rundt. Det kan jeg både se som ansat i et pengeinstitut, hvor vi jo samarbejder med en række lokale virksomheder og butikker, og som formand for Støvring Handel & Erhverv, fortæller Lisa Kjær, der er direktør i SparNord i Støvring og altså også formand for Støvring Handel & Erhverv.

Tradition og fornyelse

Støvring Handel & Erhverv tæller i dag 39 medlemmer, primært fra byens detailhandel. Foreningen står bag en række tiltag og aktiviteter, blandt andet et fælles gavekort til medlemmernes butikker, opsætning af Støvrings superflotte julebelysning og massevis af aktiviteter i årets løb.

- Støvring er de seneste år blevet meget attraktiv for unge børnefamilier, og det skal vores arrangementer og tilbud også afspejle. Derfor prøver vi hele tiden at finde på nye, spændende tiltag, samtidig med at vi holder fast i nogle af de populære traditioner i byen.

- Senest har vi i samarbejde med Guldbæk Friskole lanceret en torvedag den første lørdag i hver måned. Det har foreløbig været en stor succes, fortæller Lisa Kjær.

Mange julearrangementer

- Derudover har vi en lang række andre arrangementer i årets løb, hvor den kommende juletid selvfølgelig byder på en del. Blandt andet lørdag den 30. november, hvor julemanden ankommer med toget på Støvring Station, hvorefter vi i samlet flok går op på Bytorvet, hvor juletræet tændes, og der er slikposer til børnene.

- Og aftenen før er der selvfølgelig Black Friday, og generelt har byens butikker pænt udvidede åbningstider i julemåneden, fortæller Lisa Kjær, der udover udviklingen i byen også glæder sig over udviklingen hos Støvring Handel & Erhverv.

- De 39 medlemmer af foreningen er det højeste antal i mange år, hvilket vidner om, at der er godt gang i byens handelsliv. Som bankdirektør kan jeg også se, at der målt i omsætning og overskud er vækst i mange af byens butikker. Så jo, vi har grund til at være positive, slutter hun.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...