Mariagerfjord Ungdomsskole og Arden Ungdomsklub holdt igen et stort Pool-party for unge i kommunen.

ARDEN: Arden svømmehal var pyntet op til fest med parasoller, blomsterkranse, badebolde og kulørte lamper. Et kæmpe diskotek med lysshow og en lokal DJ sikrede at stemningen var helt i top dagen igennem.

Midt i det store svømmebassin kunne de unge prøve kræfter med en 18 meter lang forhindringsbane, og i varmtvandsbassinet blev der vist film på storskærm. Desuden var det muligt at prøve at gå på vandet. I de store oppustelige Waterballs var det nemlig muligt.

130 unge fra hele kommunen deltog i festen der naturligvis var alkoholfri.

Havfruer og badeløver kunne til dette arrangement helt ekstraordinært nyde slik og sodavand inde i bassinet, så der var rig mulighed for afslapning og hygge.

- Mariagerfjord Ungdomsskole havde indsat gratis busser til at transportere de unge til og fra festen, siger ungdomsskoleleder Lars Otte Koefoed.

- Det er fantastisk at vi igen i år oplever så stor tilslutning til vores arrangement. Det er et stort arbejde at planlægge og opbygge en fest med så meget teknik i en svømmehal. Sikkerheden er naturligvis første prioritet, men dernæst skal der være mange aktiviteter, fortæller Anders Franzen, klubleder i Arden Ungdomsklub.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...