Med en pølsevogn som trækplaster blev medarbejdere og ledelse på Rockwool i Øster Doense forleden opfordret til at tænke endnu mere i efteruddannelse

ØSTER DOENSE: Der var gang i snakken om uddannelse, da en Hands-on-kampagne under Industriens Uddannelser forleden besøgte Rockwools fabrik i Øster Doense.

Virksomhederne i industrien har i den grad brug for flere faglærte medarbejdere som for eksempel smede, industrioperatører og handelsuddannede, og dét skal kampagnen ”Fremtiden er faglært - er du?” gerne være med til at rette op på.

En pølsevogn fungerer som trækplaster for kampagnen, og sammen med den ristede blev medarbejdere og ledelse på Rockwool præsenteret for nogle af de erhvervsuddannelser, der er at vælge imellem inden for industrien.

”Fremtiden er faglært - er du?”-kampagnen foregår også på de sociale medier, blandt andet LinkedIn og Facebook, hvor man i en test kan tjekke sin fremtid i industrien og blive inspireret til at blive faglært som voksen.

Kampagnen er målrettet virksomheder i industrien og voksne over 25 år og er blevet til i et samarbejde imellem DI, 3F, Dansk Metal, HK og Teknisk Landsforbund.

Kampagnen støttes også af Teknologipagten.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...