Støvring Folkedansere tog forleden hul på ny sæson

STØVRING: Mandag tog Støvring Folkedansere hul på den nye sæson, som er foreningens 41.

- Vi er meget glade for fortsat at kunne tilbyde denne kulturelle aktivitet i lokalområdet, siger formand Inger Marie Rudkjøbing.

- Vi har oplevet fusioner og lukninger af foreninger for folkedans overalt i området, og det, synes vi, er trist. Selv synes vi jo, at dans er en god motion for både ben- og lattermuskler - ud over at være et bidrag til at bevare og videreføre en god gammel dansk kultur, fremhæver hun.

Under ledelse af danseleder Jonna Nilsson danser Støvring-folkedanserne ikke bare polka, vals og turdanse i forskellige afskygninger. Lanciers er også en meget populær dans, som danserne tit øver sig i.

Musikken leveres af to rigtige spillemænd. ”For det er ikke det samme at skulle danse til musik fra en cd”, som Inger Marie Rudkjøbing udtrykker dét.

Folkedanser-formanden lægger i øvrigt ikke skjul på, at folkedanserforeningen godt kan bruge tilgang af nye dansere, øvede såvel som uøvede.

- Vi tager godt imod nye dansere, og vi har oftest held til at skaffe en dansepartner, hvis man kommer ene, nævner hun.

Interesserede kan læse mere på Støvring Folkedanseres hjemmeside og Facebook-side.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...