Rebildcentret tager for alvor hul på sæsonen Skærtorsdag

REBILD: Når Rebildcentret i påsken for alvor tager hul på 2019-sæsonen, bliver det bl. a. med en ny gårdbutik som en del af oplevelses-paletten.

Rebildcentrets Gårdbutik, som skærtorsdag slår dørene op for allerførste gang, ligger omkring en halv kilometer fra selve centret med Thingbæk Kalkminer, og drives af fåreavler Andreas Lomborg og hans kæreste Marie Fisker.

I påsken vil der være gode tilbud på en række af gårdbutikkens lokale varer, som blandt andet indbefatter skind og kød fra egen besætning af kvæg og får.

Andreas’ dyr gør i hverdagen nytte som naturplejere rundt omkring i Himmerland - også helt lokalt i den fredede Gravlev Ådal - og netop skærtorsdag bliver 200 får klippet. Det kan være ret underholdende at overvære for både børn og voksne, forlyder dét.

Samme dag åbnes porten til Thingbæk Kalkminer igen for publikum efter den lange vinterpause, hvor flagermus og skulpturer har haft de underjordiske grotter for sig selv.

Udenfor er der livlig byggeaktivitet ved det nye ”Kildetårn”, som snart står færdigt, men under jorden er alting ved det gode gamle.

En god og gammel tradition er de underjordiske lysfester påskedag.

I år bliver det op til gospelkoret Spirits of Joy at synge foråret ind i skæret fra 3.000 levende lys.

Fatima Ali leder koret gennem en perlerække af svingende gospelsange, som det bliver svært for både kor og publikum at stå stille til.

I Rebildcentrets velkomstbygning er udstillingen om Den Kolde Krig blevet fornyet i løbet af vinterpausen.

Mellem udstillingens øst- og vestside har en miniudgave af Berlinmuren rejst sig med vagttårn, graffiti-kunst og en åbning á la Checkpoint Charlie.

På den nyopførte mur af MDF-plader formidles historien om den rigtige Berlinmur, der igennem 28 år stod som symbolet på Den Kolde Krig.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...