Godt 45 børn og voksne deltog i fossiljagten i Skillingbro Kalkgrav

ROLD SKOV: Rold Skov er normalt ikke det, man forbinder med søpindsvin, søliljer og muslinger, men godt 45 børn og voksne brugte forleden et par timer på at undersøge kalk og flintesten i håb om at finde flotte rester af et forhistorisk dyr.

Fossiljagten foregik i Skillingbro Kalkgrav, der ligger lidt gemt væk mellem Rold Storkro og landevejen.

Rebildguide Birgitte Wilsted Simonsen lagde for med en kort introduktion til området, og herefter gik de godt 45 deltagere selv i gang med at undersøge kalkskrænterne.

I løbet af to timer blev der gjort rigtig mange fund af forstenede søpindsvin og brachiopoder, og som noget helt specielt blev også fundet aftryk af muslinger, en forstenet østers - og to hajtænder.

- Det var utroligt at se deltagerne – og især børnene - være så koncentreret i deres søgen efter fossiler. Naturen kommer virkelig tæt på i sådan et par timer, bemærker Birgitte Wilsted Simonsen.

I løbet af sommeren er der planlagt flere guidede ture til Skillingbro Kalkgrav.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...