ØV: Mariagerfjord Orienteringsklub havde glædet sig til værtsskabet for DM i mix sprint stafet

MARIAGERFJORD: Endnu en aflysning føjer sig til den snart uendelige række af afblæste arrangementer som følge af corona-krisen.

Mariager Fjord Orienterings Klub skulle have afholdt DM i mix sprint stafet lørdag 23. maj i Hobro midtby - et stævne som nu også er aflyst.

Klubbens to stævneledere, Niels Jørgen Iversen og Erik Nielsen fortæller, at man i klubben gennem de sidste to år har planlagt stævnet.

Således har klub MFOK benyttet sig af en professionel korttegner fra udlandet, Gediminas Trimakas fra Litauen, som har tegnet et helt specielt sprintkort over Hobro midtby.

Ny o-kort til lejligheden

Det er blevet til et flot o-kort i målestok 1:4000 med specielt mange finurlige detaljer, som i øvrigt er blevet tilrettet af klubben egen korttegner, Jørn Blom.

- Det nye o-kort Det skulle derfor have været indviet til ovennævnte DM-stævne, men må som så meget andet vente til engang ud i fremtiden, fortæller de to banelæggere fra klubben, Nicolai Zaar Nielsen og Claus Hallingdal Bloch.

Omkring 300-400 løbere skulle have deltaget i stævnet, herunder hele den danske elite.

Det ville have sat Hobro midtby på den anden ende, idet klubben havde søgt myndighederne om afspærring at det meste af centrum.

Gemt bag baggårde

Selve stævnecenteret var placeret på Hobro Søndre Skole.

Dermed ville der have været rig mulighed for at overvære et DM-stævne i O-løb på både gadeniveau og fra egne vinduer derhjemme.

Et sjældent kig ind i O-sportens verden med poster ved eksempelvis byens statuer gemt omme i baggårde.

De to stævneledere præciserer, at stævnet er helt aflyst, og altså ikke blot flyttet til efteråret eller næste år.

- Men i klubben håber vi da på at kunne få stævnet igen engang i fremtiden, bemærker Jens Chr. Dalgaard fra bestyrelsen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...