Iværksætteren kan altid henvende sig til Business Rebild eller Mariagerfjord Erhvervsråd for at få sparring på en idé

REBILD/MARIAGERFJORD: Går du med drømmen om at starte som selvstændig? Så er der stadig rigtig gode muligheder i både Rebild- og Mariagerfjord Kommune, der er blandt de 11 nordjyske erhvervskontorer, som i samarbejde med Erhvervshus Nordjylland har udviklet StartUp Club, der et særligt tilbud til de nordjyske iværksættere. Tilbuddet erstatter det tidligere iværksætterprogram NewBizz.

Der skal fortsat være et attraktivt regionalt tilbud til de nordjyske iværksættere, der står overfor at starte egen virksomhed. Det var de nordjyske erhvervsaktører enige om, da det regionale og EU-støttede program NewBizz udløb til nytår. De 11 nordjyske erhvervskontorer og Erhvervshus Nordjylland står derfor sammen om det nye initiativ StartUp Club, som er udviklet i en arbejdsgruppe nedsat af Nordjyske Erhvervschefers Samarbejdsgruppe (NES), hvor Business Rebild og Mariagerfjord Erhvervsråd er repræsenteret.

Iværksætteren kan altid henvende sig til Business Rebild eller Mariagerfjord Erhvervsråd for at få sparring på en idé. Her vil man møde erfarne erhvervskonsulenter, som hjælper nærmere en afklaring om iværksætteri er det rigtige for den enkelte.

Via StartUp Club kan nye iværksættere herefter for et mindre beløb få adgang til to timers rådgivning hos tre forskellige private rådgivere som f.eks. advokat, revisor og markedsføringsbureauer.

Det nye initiativ er udviklet i samarbejde med et repræsentativt udvalgt af private rådgivere, som giver udtryk for, at de fortsat gerne vil bidrage til at få de nordjyske iværksættere godt fra start.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...