Nu er der god mulighed for at dykke ned i både e-bøger, lydbøger og fysiske bøger, der minder om netop dine yndlings tv-serier og film.

REBILD: Mens vinden rusker i træerne og mørket trænger sig på, nyder mange danskere godt af det uendelige antal af tv-serier og film på forskellige streamingtjenester. Men nu sørger biblioteket for, at oplevelsen fortsætter, efter du har slukket for skærmen.

I uge 47 og 48 sætter Rebild Bibliotekerne sammen med alle nordjyske biblioteker gennem deres hjemmesider fælles fokus på temaet ”Noget, der ligner…”. Der er nemlig god mulighed for at dykke ned i både e-bøger, lydbøger og fysiske bøger, der minder om netop dine yndlings tv-serier og film.

- Der kommer jævnligt lånere og spørger efter bøger som kunne minde om en tv-serie, de holder af, og så finder vi noget til dem, som er ”lidt ligesom” med hensyn til f.eks. persongalleri, lokalitet, miljø og selvfølgelig handling, fortæller bibliotekar Heidi Buur Pedersen.

- I denne kampagne, har vi på vores hjemmeside udarbejdet lister med inspiration, til ”noget, der ligner”. Det forventer vi vil tiltale både nye og gamle brugere af bibliotekets hjemmeside. Her vrimler det nemlig altid med tips til de læse- og lytteglade, fortæller Heidi Buur Pedersen.

Der findes rigtig mange gode tv-serier, og der dukker hele tiden nye op. Derfor har Rebild Bibliotekerne sammen med de andre nordjyske biblioteker og eReolens digitale tilbud samlet en liste over nogle af tidens mest populære tv-serier – og bøger, der ligner.

Er du vild med tv-serien og den biografaktuelle film ’Downton Abbey’, har biblioteket samlet en række bøger om det engelske herskab og tjenestefolk, der i stemning og miljø minder om ’Downton Abbey’.

Der findes også en masse gode danske tv-serier – nyere såvel som gamle kendinge. Derfor kan du i uge 48 også lade dig inspirere af bøger, der ligner danske tv-serier, som fx DR’s ’Rejseholdet’ eller TV2’s ’Badehotellet’ under overskriften ”Noget, der ligner danske tv-serier”.

Er du mere til fantasy kan du også finde inspiration til noget, der ligner serien ’His Dark Materials’, der havde premiere på HBO i starten af november, og som er baseret på Philip Pullmanns trilogi ’Det gyldne kompas’.

Find din inspiration på Rebild Bibliotekernes hjemmeside, facebookside samt på udstillinger i dit fysiske bibliotek.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...