Drømmer du om at løbe orienteringsløb? Rold Skov Orienteringsklub inviterer til familieskovtur i weekenden

REBILD: Rold Skov Orienteringsklub inviterer til familieskovtur med Find Vej-dagen på Røverknolden i Rebild lørdag 18. maj med start mellem kl. 13 og 14.

Find Vej Dagen er et landsdækkende og gratis motionsarrangement for hele familien, hvor Rold Skov OK plejer at kunne lokke flere hundrede deltagere en tur i skoven.

Alle kan være med, for der er baner til både barnevogne, børn og voksne.

Der er lette baner på 2,5 km, 3,5 km og 5 km. Og så er der også en bane for de allermindste eller dem, som skal have far eller mor i hånden, inden turen går i skoven.

Mange af klubbens ungdomsløbere såvel som de mere modne står parate til at vejlede, siger Orla Vitting, der styrer dagens program.

Til børnene vil der være diplomer, medaljer og frisk frugt, når de har gennemført en bane.

Der er også mulighed for at vinde en præmie undervejs, idet klubben trækker lod blandt deltagende børn om en række sponserede sportstasker.

En del af deltagerne plejer at blive så begejstrede for orienteringsløb, at de hænger på og møder op til de efterfølgende tilbud om prøvemedlemskab.

I orienteringsløb skal man finde vej fra post til post ved hjælp af et kort og kompas, og sporten kan dyrkes sammen med hele familien på tværs af alle aldre.

Rold Skov Orienteringsklub har cirka 170 aktive medlemmer fra fire-fem år og op til over 75 år.

Klubben tilbyder mange aktiviteter - ugentlige træningsløb, ungdomstræning, skovtroldeorientering, familieorientering for de allermindste, familieture og naturvandringer.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...