I den kommende tid kan udstillingen ses i Museumsforeningens åbningstid hver lørdag mellem 10 og 12.

STØVRING: Samtidig med at jubilæumsaktiviteterne i Skørping så småt synger på sidste vers, er Støvring Museumsforening og Lokalhistorisk Arkiv for den tidligere Støvring Kommune nu klar med en udstilling om Støvrings første 150 år som stationsby.

Udstillingen blev præsenteret i Museumsforeningens lokaler på Støvring Højskole 18. september, og godt og vel 30 interesserede var mødt op.

Arnt Johansen fra Museumsforeningen bød velkommen og fortalte kort om tankerne bag udstillingen - og om samarbejdet mellem Museumsforening og Lokalhistorisk Arkiv.

Herefter gennemgik Britta E. Nielsen fra Lokalhistorisk Arkiv grundigt og levende de enkelte dele af udstillingen: Jernbanens etablering mellem Randers og Aalborg, hvilket indebar at bl.a. Støvring blev stationsby. Jernbanens betydning for Støvring og opland og personer med særlig betydning for Støvrings udvikling i den første tid efter etableringen.

Britta E. Nielsen fremhævede især Ludvig Mosbæk, der var en af de drivende kræfter bag oprettelsen af Støvring Højskole og en række andre betydningsfulde tiltag af såvel erhvervsmæssig som politisk karakter.

Købmand N. P. Andersen, der oprettede købmandshandel lige over for stationen, og hvis smukke bygning som noget af det eneste af ”det gamle Støvring” stadig består, fik ligeledes stor betydning for Støvrings udvikling i de første år som stationsby, fremgik det af Britta E. Nielsens gennemgang, som efterfølgende blev suppleret af John H. Nielsen og Niels Nørgaard Nielsen fra Lokalhistorisk Arkiv.

Af øvrige emner, der belyses i udstillingen, kan nævnes postvæsnets udvikling, Jernbanegades bebyggelse, der tog flere årtier, Støvring Vandmølle, diverse håndværk og mindre industri-virksomheder, Støvring Kro, telefonvæsnet og biografen.

I den kommende tid kan udstillingen ses i Museumsforeningens åbningstid hver lørdag mellem 10 og 12.

Britta E. Nielsen og John H. Nielsen står lørdag for en byvandring i Støvring med start ved Højskolen. Her vil der blive kigget nærmere på nogle af de steder og bygninger, som udstillingen om Støvrings første 150 år som stationsby også fokuserer på.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...