Karen Valsted Larsen, ny privatkunderådgiver i Jutlander Bank i Arden

ARDEN: Karen Valsted Larsen er ny privatkunderådgiver i Jutlander Bank i Arden. Karen kommer fra Jutlander Banks hovedkontor i Aars, hvor hun de sidste 10 år har været landbrugsrådgiver.

- Det er en ny og spændende udfordring, og jeg glæder mig rigtigt meget til at hjælpe privatkunderne igennem livets mange spændende faser med alt fra bil- og huskøb til pensionsopsparing og investering, og alt derimellem. Her kommer man virkelig tæt på kunderne, og kommer til at tage stor del i deres liv. Denne nære rådgivning, glæder jeg mig meget til, fortæller Karen Valsted Larsen.

- Det betyder også, at der både er små og store spørgsmål, og telefonen har da også kimet noget mere, end jeg har været vant til som landbrugsrådgiver, siger hun.

Karen blev udlært i Jutlander Bank i 2008, og har været i banken siden.

Hun bor i Aars sammen med Lasse. Sammen har de børnene Sander på to år og Bastian på fire år. En stor del af fritiden går med foreningsarbejde i Dansk Rideforbund, løbeture og selvfølgelig familien.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...