Fredag 14. august markeres apotekerskiftet med en reception på Rebildhus

1. april tiltrådte Ali Al-Hussainy som ny apoteker på Skørping Apotek, der også har afdelinger i Støvring og Arden.

Han er glad for starten og den modtagelse, han har fået.

37-årige Ali Al-Hussainy blev færdiguddannet farmaceut i 2010, hvorefter han fik job på Fakse-Præstø Apotek. Her blev han senere forfremmet til souschef, inden han i 2015 skiftede til et tilsvarende job som souschef på Værløse Apotek. Drømmen var dog at komme til at stå i spidsen for sit eget apotek, og her erfarede han, at Lægemiddelstyrelsen søgte en ny apoteker til Skørping Apotek – som afløser for Kirsten Valborg Skriver.

- Min hustru og jeg havde tidligere snakket om, at vi godt kunne tænke os, at flytte til Jylland, så da jeg så apoteker-stillingen i Skørping, blev vi enige om, at jeg skulle søge jobbet, fortæller Ali Al-Hussainy.

- Jeg endte med at få jobbet, og det er jeg fantastisk glad for. Det er et veldrevet apotek med nogle engagerede og dygtige medarbejdere. Samtidig føler jeg, at lokalbefolkningen har taget rigtigt godt imod mig, og budt mig velkommen på en varm måde. Det gælder både her i Skørping, samt i Støvring og Arden, hvor vi har afdelinger.

- I modsætning til hovedstadsområdet kender mange hinanden i et lokalsamfund, og man får sådan en rar familiefornemmelse. Sådan var det også, da jeg arbejdede på Fakse-Præstø Apotek.

Ali Al-Hussainy har bosat sig i Aalborg med sin hustru, og deres tre børn på 5, 7 og 14 år.

- Vi boede i København, så for at det ikke skulle blive en stor omvæltning, særligt for børnene, så valgte vi at bosætte os i Aalborg. Men jeg vil bestemt ikke afvise, at vi flytter til Skørping på et tidspunkt. Her er rigtigt dejligt, fortæller Ali Al-Hussainy, der ikke er kommet til Skørping Apotek for at lave en masse om.

- Som før nævnt er jeg kommet til et velfungerende apotek med dygtige medarbejdere, så det handler vel bare om at fortsætte med de rutiner og forretningsgange, der fungerer rigtigt godt, og lave om på dem, der er mindre hensigtsmæssige. Det gør jeg i et passende tempo og i et tæt samspil med medarbejderne, slutter Ali Al-Hussainy.

Fredag den 14. august markeres apotekerskiftet med en reception på Rebildhus.

Her siges der formelt farvel til Kirsten Valborg Skriver og goddag til Ali Al-Hussainy.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...