Rold Skov Orienteringsklubs løbere kom hurtigst mål i mål

REBILD: Tre stærke kvinder fra Rold Skov Orienteringsklub har vundet de nordjyske mesterskaber i nat-orienteringsløb.

Laura Bobach vandt klassen D15-16, og Signe Veggerby Jensen vandt klassen D17-20. Begge piger er med i Rold Skov-klubbens talentgruppe, men også de voksne kvinder kan være med, for Hanne Veggerby slog til i klassen D40.

Desuden vandt Mathias Veggerby Jensen klassen H15-16.

Mesterskaberne afvikles over fire natløb i løbet af september og oktober. I år fandt de sted i Hou Skov ved Mariager, Uhrehøje-Myrhøj Plantage ved Farsø, i Rold Nørreskov og i Bøgsted Plantage ved Sindal. Fire helt forskellige terræntyper, som stillede forskellige krav til orienteringsløberne med lys i pandelampen.

- Det er fascinerende at løbe natløb, siger Hanne Veggerby.

- Om dagen kan man jo se sig omkring i skoven og dermed orientere efter en langt bredere vifte af terrængenstande og terrænformer, som man kan sammenholde med kortet. Om natten kan vi reelt kun orientere os i den langt mindre lyskegle fra pandelampen. Derfor er det utroligt vigtigt, at man hele tiden har kortkontakt, og at man præcist ved, hvor man er på delstrækket frem til den næste post. Og skulle man bomme en post, så er det noget af en udfordring at læse sig ind på kortet igen, siger den nykårede mester i klassen D40.

Rold Skov Orienteringsklub har netop rundet medlem nummer 185 og har ifølge formand Ole Jensen haft et forrygende år med fine placeringer ved både nationale og internationale mesterskaber.

Sæsonen byder på endnu et nordjysk mesterskab midt i oktober, hvorefter klubben fokuserer på træningsløb og kurser.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...