Også i den kommende vintersæson er der store operaoplevelser i vente i Kinorevuen i Skørping - den første på onsdag

SKØRPING: Også i den forestående vintersæson kan operaelskerne i Skørping og omegn - via Kinorevuen - få del i operaoplevelser, hentet direkte fra Paris, Salzburg og Milano.

Operasæsonen indledes 25. september med Mozarts Figaros bryllup, i en optagelse fra Salzburg.

Opsætningen af den tyske instruktør Sven-Eric Bechtolf, er blevet beskrevet som en blanding af Queen Marys Doll-House fra 1920erne, og en nedtonet version af Downton Abbey.

For dem som har set Matador – vil man måske også kunne føle sig hensat til Korsbæk. Det er en opera fuld af forviklinger, folk som styrter ud og ind, og klæder sig ud som hinanden. Alt sammen ledsaget af Mozarts vidunderlige musik!

Blandt sæsonens andre forestillinger kan nævnes; Borodins Fyrst Igor, en ægte russisk episk fortælling – direkte fra Paris 17. december.

Desuden kan man glæde sig til januar, hvor man kan høre sopranen Anna Netrepko i Verdis opera Aida med dirigenten Ricardo Muti og Wienerfilharmonikerne.

Kinorevuen byder på et glas champagne inden alle forestillinger – og det vil være muligt at bestille lidt at spise til pausen – sammen med billetten.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...