Rold Skov Orienteringsklub fandt sine klubmestre 2019

SKØRPING: Netop som alle løbere var sendt i skoven til dysten om at blive årets klubmester i Rold Skov Orienteringsklub, åbnede himlen over Rold Skov sig, og regnen væltede ned i et skybrud med torden i det fjerne.

Lørdag kunne man trods skybruddet hylde de nye klubmestre: Ida Søe Christiansen i miniklassen, Andreas Tange i ungdomsklassen, dameklassen blev vundet af Trine Esmark, og herreklassen af Jesper Thy.

Der knytter sig en ganske særlig tradition til præmierne. De består nemlig af fire gjøltrolde, der naturligvis er iklædt orienteringsløbetøj og med et lille kompas om halsen. Disse trolde har været i klubbens eje siden engang i slutningen af 1980’erne, hvor den daværende formand, Henrik Houmøller, præsenterede de første tre. Siden er klubben vokset med omkring 70 unge, og derfor kom der en mini-gjøltrold til - iklædt klubbens grønne trøje. Klubmestertroldene får hvert år et nyt hjem, da ”ekstrapræmien” er, at man har vundet retten til at arrangere næste års mesterskab. Man kan således ikke blive mester to år i streg.

Efter løbet var der traditionen tro hygge og lidt spiseligt i madpakkehuset Vedstedskovhus, et godt valgt sted med dagens regnvejr.

Nu gør klubben klar til en travl efterårssæson, hvor flere af årets danske mesterskaber står i kalenderen, blandt andet arrangerer klubben danske mesterskaber i klassisk kort distance 31. august, og 29. september gælder det efterårets klassiker, Rebild2Dages, hvor klubben både skal arrangere og selv deltage i klubdivisionsturnering.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...