Solhverv Privatskole vil videreføre en børnehave i Vebbestrup, og det håber forældre på vil ske, når bygningen har været i udbud

VEBBESTRUP: Solhverv Privatskole i Vebbestrup venter nu i kulissen på at få lov at købe børnehaven Solstrålens lokaler.

Men først skal det komme an på et udbud, fordi der er tale om en offentlig bygning

Et sådant har Mariagerfjord Kommune nemlig pligt til at sende den 399 kvadratmeter store bygning på Nordre Truevej ud i.

Alle skal have lov at byde på Solstrålen, som lukker ved årsskiftet.

- Vi forventer at sende den i udbud i løbet af november, fortæller Kim Jakobsen, økonomidirektør i Mariagerfjord Kommune.

Planeten

Til mange forældres glæde har Solhverv Privatskole erklæret, at man er klar til at kaste sig ud i at drive egen børnehave.

Skolen råder over lokaler, der egner sig til formålet.

"Planeten", der indtil 1. august i år var lejet ud til kommunen til børnehavelokaler, blev renoveret i 2010 og kan rumme 30 børn.

- Det er rigtig fine lokaler, som egner sig rigtig godt til kreative formål, og lige nu er der ikke behov for mere plads.

- Men vi vil helt sikkert byde på den gamle børnehave.

- Det rareste vil nemlig være, hvis vi kan købe Solstrålen, og den fortsætte med et være børnehave - også for de børn, der passes lige nu, siger skoleleder Peter Hansen.

- Grunden rummer også en legeplads, som vi sagtens vil kunne bruge som supplement til den, vi har i forvejen, tilføjer han.

Positive hos kommunen

Solhverv Privatskole er godt i gang med at forberede sig på daginstitutionsdrift.

Der er lavet læreplaner, og på en generalforsamling forleden præsenterede Solhverv en række ændringer i skolens vedtægter.

De skal gøre det muligt at drive børnehave, og straks efter, at de er plads, sender man en ansøgning derom til kommunen.

- Dagtilbudschef Nina Hæsum fortæller, at kommunen stiller sig positivt til skolens ønske:

- Som udgangspunkt skal vi godkende alle, der opfylder kravene til at drive daginstitution.

- Og jeg tænker, at det er godt for byen, hvis den kan bibeholde sin børnehave, siger hun.

Åbent hus på lørdag

Lørdag 3. november har du i øvrigt mulighed for ved selvsyn at kigge på børnehave faciliteterne hos Planeten.

Fra klokken 10 til 12 holder Solhvervs Privatskole nemlig åbent hus to steder.

Dels i Planeten - men af gode grunde ikke i Solstrålen, der jo endnu ind til årsskiftet drives af kommunen.

Dels åbent hus på selve skolen, hvor du kan besigtige indskolingsårgangen (0. til og med 3. klasse).

Her viser børnene i de fire årgange, hvad de laver i det daglige, og et minibrassband optræder for gæsterne.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...