Selv om vejret ikke var det bedste, var der alligevel fin tilslutning til Birgitte Wilsted Simonsens krybskytte-arrangement i Rebild Bakker

REBILD: Selv om foråret for en kortere bemærkning mindede om efterår, kunne RebildGuide Birgitte Wilsted Simonsen notere pæn tilslutning til arrangementet ”Krybskytte for en dag” i Rebild Bakker.

Med udgangspunkt i Lars Kjær virke som en af de sidste krybskytter i Rold Skov blev der snakket om de dyr, som han jagede, og hvordan han fandt frem til dem. Der blev således kigget en del på dyrespor og de kendetegn, dyrene har.

Samtidig blev der produceret noget af det udstyr, man som krybskytte skal bruge. Der blev eksempelvis fremstillet ballon-geværer til at nedlægge skovens dyr med. Der blev dog kun skudt med kortpropper efter laminerede papirdyr, så skaden var forholdsvis begrænset.

- Lars Kjær var en af områdets store personligheder, så jeg synes, det kunne være sjovt at give lidt viden videre omkring ham og hans krybskytteri, forklarer Birgitte Wilsted Simonsen om baggrunden for arrangementet.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...