TOPPOST: 52-årige Anne Velling med lederposter blandt andet i forvaltningen i Odense tiltræder til august

MARIAGERFJORD: 52-årige Anne Velling overtager 1. august en toppost i Mariagerfjord Kommune.

Hun bliver ny kommunaldirektør efter Lars Clement, som efter fire år i fjordkommunen søgte nye udfordringer i Skanderborg Kommune - som kommunaldirektør.

- Vi har haft et flot ansøgerfelt, og jeg er sikker på, at Anne Velling er den helt rigtige profil til at bære depechen videre og skabe fortsat fremdrift i vores kommune, siger borgmester Mogens Jespersen (V) i en pressemeddelelse.

Han omtaler Anne Velling som dygtig, vellidt og visionær.

Og så har hun godt blik for de menneskelige, organisatoriske og politiske dimensioner, en kommunaldirektør skal mestre.

Store forventninger

Anne Velling kommer fra en stilling som administrerende direktør for By- og Kulturforvaltningen i Odense Kommune.

Hun har en lang lederkarriere bag sig som udviklingsdirektør i Slagelse Kommune, sekretariatschef og chef for Bystrategisk Stab i Borgmesterforvaltningen i Odense Kommune.

Mogens Jespersen har store forventninger til samarbejdet med Anne Velling.

Han har tillid til, at hun besiddet de rette kompetencer og personlige egenskaber til at få succes med opgaven:

- Vi vil være en kommune, som udvikler vores tilbud i tæt samarbejde og dialog med borgere og erhvervsliv.

- Vi vil spille en aktiv rolle, ikke bare i Nordjylland, men også på den landspolitiske scene, siger borgmesteren.

Mariagerfjords dyder

Anne Velling glæder sig til at prøve kræfter med jobbet.

Hun synes, Mariagerfjord Kommune har en masse at byde på; kvalitet i kerneopgaven, bosætning, turisme og erhvervsudvikling.

Anne Velling glæder sig til at prøve kræfter med topjobbet i Mariagerfjord Kommune.

- Det er spændende og meningsfuldt at stå i spidsen for en kommune, der spiller en nøglerolle i borgernes hverdag.

Mariagerfjord Kommune har en masse at byde på, når det gælder om kvalitet i kerneopgaven, bosætning, turisme og erhvervsudvikling.

At realisere potentialerne

- Og jeg glæder mig til at realisere potentialerne i samarbejde med politikerne, borgerne, erhvervslivet og organisationens øvrige ledere og medarbejdere, siger den kommende kommunaldirektør.

Mariagerfjord Kommune er kendt for at have en særlig samarbejdsånd både fagligt og politisk, og det har været afgørende for, at Anne Velling efter sommerferien fortsætter karrieren i Mariagerfjord Kommune.

- Jeg lægger vægt på, at man har en lang tradition for at samarbejde på kryds og tværs.

Tillidsfuldt

- Viljen til at samarbejde og det tillidsfulde forhold mellem politikere og administration er jo en forudsætning for, at vi kan drive en god og effektiv kommune.

- Der består en god trivsel blandt medarbejdere og det er et tegn på en sund organisation med en god kultur, som jeg glæder mig til at føre videre, siger Anne Velling.

Desuden ser Anne Velling det som et ekstra plus, at hun nu får lejlighed til at vende hjem til Jylland efter 25 år på Fyn.

Anne Velling er uddannet cand.scient.pol ved Aarhus Universitet.

Hun er gift med Søren Lind Christiansen, som er direktør på professionshøjskolen Absalon. Sammen har de to voksne børn på 21 og 24 år.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...