Til Himmerland Teaters forestilling "Det Røde Pakhus" mangler de gode, lokale historier fra Mariagerfjord Kommune

HOBRO: Nu kan du være med til at forme Himmerland Teaters næste større forestilling. Det skriver teatret i en pressemeddelelse.

Den kommende forestilling i Det Røde Pakhus kommer nemlig til at tage udgangspunkt i lokale historier.

- I eftersommeren 2019 havde vi stor succes med forestillingen ”Ann - pigen, der lagde Hobro i aske”. Planen er i 2022 at lave endnu en stor forestilling med afsæt i vores eget område - altså historier fra hele Mariagerfjord Kommune, siger teaterleder Susanne Sangill, der ligesom det meste af Danmarks befolkning sidder hjemme og arbejder.

- Det er sørgeligt at se teatret så øde, men vi må og skal alle gøre en indsats for at få det her stoppet, så vi snart kan komme tilbage til mere normale forhold, tilføjer hun.

Forestillingen står til at skulle spilles i foråret 2022.

- Det er nu ideerne skal på bordet, for det tager lang tid at sortere, skrive og få alt til at gå op i en højere enhed. Samtidig kan I jo også overveje om I, når den tid kommer, har lyst til at medvirke sammen med en håndfuld professionelle skuespillere, siger Susanne Sangill.

Gode historier og idéer kan gennem 2020 sendes til dir@himmerlandsteater.dk eller afleveres på teatret.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...