I år finder Lucia-lysfesten sted søndag 8. december i Thingbæk Kalkminer

REBILD: For mange nordjyder er det efterhånden blevet en fast tradition at fejre Sankta Lucia under jorden, og efterhånden er det også en tradition, at piger fra Klarup Skoles kor til lejligheden går syngende gennem Thingbæk Kalkminer.

I år finder Lucia-lysfesten sted søndag 8. december.

Om formiddagen kan Rebildcentrets gæster hjælpe til med at tænde 3.000 levende lys, som vil kaste et blafrende, gyldent skær over Bundgaard og Bonnesens skulpturer i minerne.

Lige over middag går gade-gøgler-nisserne Herr Von Grangren og Hilmer Halmkvist på scenen og underholder.

De to voksne nisser har i årevis optrådt på pladser og torve, blandt andet i forbindelse med julemarkedet i Aalborg.

I nisse-forestillingen opleves blandt andet lavteknologisk jonglering, balancekunst, til-tider-vellykket dyredressur, marionetdukke i stram snor, snevejr og stolebalance. Alt sammen fremført til musik og sang af kapelmester Herr Von Grangren. I nogle af numrene inddrages desuden gæsteartister fra publikum, så ingen kan rigtig vide sig sikre!

Når nisserne har gøglet af, overtager Luciapigerne fra Klarup publikums opmærksomhed med skønne toner fra minens indgang. Herfra går de langsomt i optog gennem de underjordiske sale.

Både nissernes gøglerier og luciaoptoget kan i øvrigt opleves to gange i løbet af dagen.

I Rebildcentrets velkomstbygning kan gæsterne lune sig på et glas glögg og se ”Heksens Værksted”, miniudstillingen om ”Røverne i Himmerland” og den store udstilling om ”Den Kolde Krig”, og i Kildetårnet lokker den fine udsigt til Rebild Bakker, maleriudstillingen ”I de gamle maleres fodspor” og den digitale udstilling ”Sådan byggede vi Regan Vest”.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...