FESTLIGT: Mariagerfjord Lungekor giver 3. februar koncert i Hadsund Kulturcenter

MARIAGERFJORD: ”Glemmer du, så husker jeg det ord for ord”.

Den og andre klassiske gode og festlige revysange af bl.a. Liva Weel og Bent Fabricius Bjerre står på programmet, når Mariagerfjord Lungekor giver koncert.

Det foregår mandag 3. februar klokken 19 i Hadsund Kulturcenter.

Koret ledsages af Mariagerfjord Kulturskoles Revyband.

Og der bliver rig mulighed for at komme i vaskeægte revystemning og lade nostalgien blomstre, når Mariagerfjord Kulturskole inviterer indenfor til en aften i fællessangens tegn. Temaet er nemlig ’I Revyens Ånd’.

Mariagerfjord Lungekor tæller borgere fra hele kommunen med lungelidelser som eksempelvis kol.

Sangtræningen kan nemlig give mennesker med en lungesygdom bedre kontrol over deres vejrtrækning, hvilket også kan bruges til at tackle hverdagen.

Borgere med lungesygdom

Lungekoret er et gratis tilbud for alle kommunes borgere med en lungesygdom.

Udover at synge sange laves der vejrtrækningsøvelser, stemmeøvelser og kropsøvelser.

Koret ledes af en af Mariagerfjord Kukturskoles erfarne korledere i skikkelse af Maj-Lis Hoffer Henriksen.

Aftenen vil også byde på enkelte solist- optrædener, hvor der underholdes med en sang eller to, når publikum trænger til at hvile stemmen.

Der er fri entré, og i pausen får du mulighed for at købe kaffe eller te i caféen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...