ORDRIGT: Lotte Kaa Andersen, der voksede op i Svenstrup og nu bor i Hellerup, interviewes 1. februar på Kultur Stationen af forfatterkollega

SKØRPING: - Jeg har altid vidst, at det mest fantastiske, der kunne ske for mig, var at få lov til at skrive bøger, siger forfatteren Lotte Kaa Andersen.

Hun optræder både som et af hovednavnene og som det lokale islæt på litteraturfestivalen Ord i Nord.

Den lille, hyggelige ordfestival finder i år for ottende gang sted på Kultur Stationen og i Kinorevuen i Skørping, og det sker lørdag 1. februar klokken 10-18.

At få lov at skrive

Til åbenbaringen i at få lov at skrive bøger føjer Lotte Kaa Andersen med skyldigt hensyn til sin herkomst:

- Det at kalde sig forfatter lyder lidt skabagtigt dér hvor jeg kommer fra....

Hun er født og opvokset i Svenstrup syd for Aalborg og har gået på Støvring Gymnasium.

Har angiveligt altid følt sig tiltrukket af bøger og af lysten til at skrive.

Litteraturhistoriker

Efter et par år med udlandsrejser begyndte Lotte Kaa Andersen på universitetet i Aarhus og afsluttede med en cand. mag i litteraturhistorie og medievidenskab.

Har siden arbejdet som freelanceskribent og tekstforfatter på et reklamebureau.

Hun blev gift og fik barn. Boede på Frederiksberg, men som så mange andre var hun og hendes mand på udkig efter have og grønne områder og endte med, at købe et hus i Hellerup.

Det var dog svært at falde til i det nye miljø og leve op til alle idealerne.

2900 Hellerup

De mange oplevelser resulterede i debutromanen ”Hambros Allé 7-9-13” (2014), hvor man følger beboerne på Danmarks dyreste villavej.

Først gennem en økonomisk optur og senere på nedturen, som mange andre også oplevede.

”Forbered dig på et velskrevet og spændende kig ind under de glaserede tegltage på en af Danmarks dyreste villaveje i 2900 unhappiness.

Godt man ikke bor der”, lød en begejstret anmelderbemærkning.

Som selvstændig opfølgere med samme persongalleri skrev Lotte Kaa Andersen 100 Dage (2016) og Syv Sind (2018).

Anna Møller fra Kristeligt Dagblad skrev:

Troværdighed

”Et nøgleord i hendes romaner er Troværdighed.

Lotte Kaa Andersen har et eminent blik for detaljer og situationer, for mennesker og møder…. uhyre præcist og med et flow, så man som læser bliver ført gennem al denne pinagtige almindelighed med lige dele begejstring over, at en samtidig dansk forfatter kan registrere det største og det mindste så præcist…”.

Interviewes

På Ord i Nord interviewes Lotte Kaa Andersen af forfatterkollegaen Pia Grandjean Odderskov.

Traditionen tro begynder årets Ord i Nord med en lokal bogudgivelse.

Henrik Bugge Mortensen præsenterer sin nye bog ”Stationsbyen fortæller” på Skørping Bibliotek.

Her fortæller en række skørpinggensere om stationsbyens farverige fortid.

Læs meget mere om Ord i Nord på www.rebildbib.dk.

Billetter til Ord i Nord kan købes på www.himmerlandsbilletten.dk.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...