Siden Line Simonsen som 11-årig selv fik kureret et sygdomsforløb med akupunktur, har hun et eller andet sted vidst, at det skulle blive hendes levevej. I dag er Line 29 år, uddannet akupunktør og har egen klinik på Østre Allé 6 i Støvring

STØVRING: - Som barn var jeg danser på højt plan, hvor jeg trænede meget. Som 11-årig fik jeg det pludselig ret dårligt og havde svært ved at passe min træning. Jeg døjede blandt andet med ekstrem træthed.

- Jeg kom til læger og andre specialister, men de kunne ikke finde ud af, hvad det var. I et sidste desperat forsøg tog min mor mig med til en akupunktør. Det hjalp mere eller mindre med det samme, og selvom jeg kun var 11 år, husker jeg, at jeg var meget betaget af, at jeg kunne få det så godt ved at få sat nåle i.

- Hende, der behandlede mig, har jeg i øvrigt fortsat kontakt til – både som ven, kollega og en slags mentor. Hun er stadig akupunktør med klinik i Vejle, fortæller Line, der tog uddannelsen til akupunktør og åbnede egen klinik i 2017 i Grangårdcentret i Støvring. Kort efter flyttede hun til de nuværende lokaler i Business Park Støvring.

Patienterne hos Line fordeler sig i alle aldre – og hun kan hjælpe med alt fra småbørnskolik og fordøjelsesproblemer, astma, eksem, hormonelle ubalancer til en lang række forskellige smerter.

Hendes speciale er behandling mod angst, stress og traumer.

- Social stress og mistrivsel er det, vi hurtigst påvirkes af fysiologisk. Jeg behandler unge og voksne, der føler sig presset, moppet eller holdt ude i skolen eller på arbejdspladsen. Det kan også være børn med separationsangst, nattevædere, eksamensangst, en skilsmisse, sygdom eller dødsfald i familien.

- Jeg skrev speciale om behandling af angst og traumer, og behandlede blandt andet en fra forsvaret, der led af posttraumatisk stress-syndrom, men ellers kan det jo være fysisk uro, hjertebanken eller angstanfald efter bilulykker, overfald eller andre ubehagelige eller ulykkelige hændelser, fortæller Line, der også benytter samtale og lysterapi i angstbehandlingen.

- Nogle har det fint allerede efter tre behandlinger, andre måske først efter seks eller flere. Nogle patienter kommer direkte til mig, men typisk har de fleste allerede været inde over det ordinære system, og får de antidepressiver, samarbejder jeg selvfølgelig med lægerne omkring medicineringen, fortæller Line, der er medlem af brancheforeningen Praktiserende Akupunktører, så patienterne er sikret tilskud fra Sygeforsikringen Danmark eller deres private sundhedsforsikringer. Samtidig er brancheforeningen garant for hendes faglige baggrund og etik.

Line kommer oprindeligt fra Falster, bor i dag i Aalborg, men placeringen af klinikken i Støvring er alligevel helt ideel.

- Det er en rigtig god placering med nem parkering lige ved døren, nogle gode lokaler, og et rigtigt dejligt hus, at være en del af. Jeg gør meget ud af, at der skal være god tid til den enkelte patient. Derfor behandler jeg også kun én patient ad gangen, og her synes jeg, at mit nuværende lokale er helt ideelt.

- Jeg vil måske ikke udelukke, at jeg på et tidspunkt flytter i noget lidt større, men som det er nu, kører det rigtigt godt, slutter Line.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...