De mange millioner skal bruges på fase to i centrets ambitiøse masterplan

LILLE VILDMOSE: Champagnepropperne sprang og sommersolen strålede, da Lille Vildmosecentret fik at vide, at centret har modtaget milliondonationer på 10,9 mio. kr. fra AAGE V. JENSEN NATURFOND, 3 mio. kr. fra Aalborg Kommune og 650.000 kr. fra Aage V. Jensens Fond.

De mange millioner skal bruges til at udføre fase to af Lille Vildmosecentrets ambitiøse Masterplan – Vandets kraft.

Nyheden om den store donation glæder formanden for Lille Vildmosecentret bestyrelse, Christian Rasmussen, ’I bestyrelsen er vi naturligvis både glade og taknemmelige for de donationer som centret har fået fra AAGE V. JENSEN NATURFOND og Aalborg Kommune. Det giver os mulighed for, at skabe en tiltrængt fornyelse af centret med ny indgang, ny p-plads, og ikke mindst et nyt, stort og spændende formidlingsområde’. Med fase 2 ønsker Lille Vildmosecentret at sætte fokus på vandets kraft og vandets betydning for dansk natur og i særdeleshed højmoser. Samtidig tages nu det ambitiøse skridt at vende centret 90 grader, således at indgangen for fremtiden kommer til at være fra nord og ikke fra øst.

Vand er livgivende. Livet er opstået og udviklet i et vandigt miljø, og vand i væskeform er en fundamental forudsætning for alle kendte former for liv. Netop i den unikke Lille Vildmose, hvor hydrologi og vandstandshævninger har været i fokus over de sidst mange år, er det særligt relevant at sætte fokus på vandets kraft og vandets betydning for dansk natur. Med udgangspunkt i Lille Vildmosecenteret skal dette formidles gennem etablering af nye formidlingsfaciliteter, i form af et stort interaktivt udendørs formidlingsområde, personlig formidling, undervisningsfaciliteter, børnefilm og en landskabsmodel.

’I AAGE V. JENSEN NATURFOND er vi stolte over igen at være med til at understøtte Lille Vildmosecenterets fortsatte udvikling. Bidraget vil øge brugeroplevelsen, herunder skabe et nyt udendørs vidensområde, så endnu flere naturinteresserede danskere kan få et indblik i de værdier højmosen indeholder’, siger Anders Skov, direktør i AAGE V. JENSEN NATURFOND.

Bo Gregersen, direktør på Lille Vildmosecentret, er også begejstret for den store donation og siger, ’Lille Vildmosecentret kan nu, takket være Aalborg Kommune og AAGE V. JENSEN NATURFOND, realisere den største ombygning siden åbningen i 2006 med store nye oplevelser. Inden for de næste år vil vi kunne skabe spændende oplevelser om dansk natur og særligt Lille Vildmose for vores mange gæster på en helt ny og anderledes måde. Vi sætter fokus på Vandets Kraft og vandets betydning for dansk natur og i særdeleshed Lille Vildmose ved, at etablere et stort temaområde med masser af sjove aktiviteter. Vi tror på, at vores gæster gerne vil blive klogere på naturen som omgiver os og det vil vi gerne hjælpe med. Med de store bevillinger på over 15 millioner kroner kan vi nu komme i gang med at skabe en helt ny attraktion i Lille Vildmose’.

Leg og læring er i fokus når hele kroppen sættes i spil

Projektets primære målgruppe er danske og udenlandske børnefamilier.

Gæsterne skal via hands-on formidling kunne involvere sig og gennem deres egen indgriben se resultatet heraf. De kan f.eks. stemme vand op og lære om, hvordan mosens planter suger vand fra jorden og via solenergi etableres pumper med videre, der hjælper gæsterne med at forstå vandets bevægelser. Læringen er her fokuseret på, at gæsterne selv griber ind og på den måde justerer vanddybder med de konsekvenser, det måtte have. Dræning, udtørring og mosebrande indgår også som et tema. Gæsterne kan være med til at slukke brand vha. vand. Hermed skabes forståelse for og indsigt i naturens vilkår samtidig med, at gæster inspireres til at engagere sig i naturbeskyttelse.

Bo Gregersen siger: - Vi tror på, at samspillet mellem den store utæmmede natur i Lille Vildmose, hvor vandet, mosen og de store dyr råder, og Lille Vildmosecenteret placeret som et centralt knudepunkt for formidling og læring, kan blive et skatkammer og et laboratorium for formidling af stor biologisk mangfoldighed.

Kom endelig forbi – vi har åbent mens vi bygger

Den store ombygning vil så småt begynde efter sommerferien og vil strække sig over det næste halvandet til to år.

Det er planen at starte med etablering af ny p-plads og tilhørende nyt indgangsparti på nordsiden af centret. Hermed kommer indkørsel til Lille Vildmosecentret i fremtiden til at være fra Vildmosevejen.

I samme ombæring etableres et nyt naturskolelokale og en ny landskabsmodel vil blive installeret i centrets udstilling. Den nye landskabsmodel er muliggjort efter en donation på 650.000 kr. fra Aage V. Jensens Fond, som er en fond, der støtter formidlingsprojekter. Disse delprojekter forventes klar i første halvdel af 2020. Når p-pladsen er flyttet kan arbejdet med Vandets kraft påbegyndes og centret har et optimistisk håb om, at kunne indvie det nye formidlingsområde til sommerferien 2021. Centret vil være åbent under hele ombygningen og der vil naturligvis fortsat være massevis af spændende aktiviteter for centrets mange besøgende.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...