Jonathan Linnemann (34) tiltræder 19. oktober som ny landdistrikts- og kommunikationskonsulent i Mariagerfjord

Jonathan Linnemann er pr. 19. oktober ansat som ny landdistrikts- og kommunikationskonsulent i Mariagerfjord Kommune.

En af Jonathan Linnemanns primære opgaver som ny landdistriktskonsulent bliver - i samarbejde med lokale ildsjæle, foreninger og andre interessenter - at styrke udviklingen af landdistrikterne i Mariagerfjord Kommune, og der venter et vigtigt arbejde med at sætte handling bag ordene i den nye landdistriktspolitik og strategi, som blev vedtaget af byrådet i maj måned.

Samtidig skal Jonathan også fungere som kommunikationsmedarbejder på hele kultur-, idræts- og fritidsområdet.

- Vi har så mange gode historier om kommunens kultur- og fritidsliv, men vi har manglet en, der kunne få dem fortalt til borgerne i hele kommunen, fortæller Joan Kamstrup, fagchef for Fagenheden for Kultur og Fritid, og fortsætter:

- Vi har været igennem en ansættelsesproces med hele 205 ansøgere og har lagt et stort arbejde i, at finde den helt rette til jobbet - og det er jeg sikker på, at vi har fundet i Jonathan.

Jonathan Linnemann siger selv, at han glæder sig til at møde de mange ildsjæle, der brænder for, at Mariagerfjord Kommune fortsat skal være en attraktiv kommune for både tilflyttere og fastboende.

- Det er vigtigt for mig, at lokalsamfundene bliver hørt, så vi sammen kan fremme kulturen, foreningerne, erhvervslivet og fællesskabet på tværs af kommunen, erklærer han.

En af de større opgaver for Jonathan Linnemann bliver at få udarbejdet udviklingsplaner for lokalområderne.

I det forventede budget 2021 er der afsat midler til et tværgående landdistriktsteam mellem Kultur og Fritid og Plan og Byg.

Der er også afsat midler til en pulje, der kan være med til at realisere nogle af de konkrete tiltag og initiativer, der beskrives i udviklingsplanerne.

Mariagerfjord er i alt delt op i 35 lokalområder, så der er nok at tage fat på.

Jonathan Linnemann er 34 år og uddannet sociolog med en master i turisme, så han kender til vigtigheden i, at lokalsamfundene er attraktive for både beboerne, erhvervslivet og besøgende.

Ligeledes vil han gøre sit for at danne bro mellem landdistrikterne og kommunen, hovedsageligt via klar og direkte kommunikation og samarbejde med Landdistriktsrådet.

Jonathan kommer fra en stilling som foreningskonsulent i Brønderslev Kommune, og har derudover mange års erfaring fra foreningslivet, både som aktiv idrætsudøver og som frivillig leder.

Privat bor Jonathan Linnemann i Nørresundby med hustru og et lille barn. De har dog planer om at rykke lidt længere sydpå, men om det bliver i en nabokommune vil tiden vise.

Jonathan Linnemann kommer de første måneder i sit nye job til at køre parløb med Jens Lykke på landdistriktsområdet.

Jens Lykke har været landdistriktskonsulent i Mariagerfjord Kommune siden 2007, og vil, inden han lader sig pensionere i sommeren 2021, føre sin store viden og erfaring på området videre til Jonathan Linnemann.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...