LÆSERBREV: En ny begyndelse bør tage afsæt i, hvad vi har lært af coronakrisen, foreslår byrådsmedlem Peter Hansen (S)

REBILD: Coronakrisen har ramt os alle, og den har sendt dybe kriser ind i de globale, nationale og lokale samfund.

Krisen har allerede nu lært os flere ting.

Den har blandt andet lært os, at verden er forbundet, og den har lært os, at det, vi gør - gør en forskel.

Og så har den kaldt det gode frem i os.

Værdier og tankemønstre

Vi taler til og med hinanden på andre måder, vi tager hensyn til hinanden på nye måder, og vi tænker og handler ud over egne personlige interesser.

Det hedder samfundssind, og det er fællesskabsbevidsthed.

Disse værdier og tankemønstre vil vi i den socialdemokratiske gruppe fastholde i forhold til de kommende lokale politiske dagsordener, fordi det giver os mulighed for at lave en ny start.

En af de dagsordener, der står først for, er forberedelserne til budgetlægning af 2021 i Rebild Kommune.

En opgave, der ikke er blevet mindre i skyggen af coronakrisen.

Normalt tager forberedelserne afsæt i et basisbudget, et sparekatalog og en lang ønskeseddel.

Gennem de seneste år har det bragt os i en position, hvor der som udgangspunkt mangler penge.

Den situation har ikke kaldt på nytænkning og kreative løsninger bygget på vores værdier.

Nej, det har kaldt på lappe- og grønthøsterløsninger styret af blind og stakåndet vækst.

I den socialdemokratiske gruppe vil vi gerne gøre det på en anden måde, hvor coronakrisen pludselig har givet os muligheden.

Start med rengøringen

Vi foreslår, at vi parkerer basisbudgettet, og at vi laver et nyt design af Rebild Kommune på et stykke blankt papir.

En ny udgave af Rebild Kommune, hvor vi prioriterer vores indsatser i forhold til vores værdier og verdensmålene.

Det kunne give os en helt ny start, hvis vores kollegaer i byrådet og i de andre partier var med på den ide.

Vi kunne jo starte med rengøringen.

Under genåbningen har der været fokus på afstand, hygiejne og øget rengøring, og den afledte konsekvens har været meget lavt sygefravær.

Så lad os tage en politisk beslutning om at prioritere rengøring i fremtiden i stedet for at gå tilbage til den dårlige standard, fordi rengøringen skal udliciteres til laveste pris.

Og lad os fortsætte med at holde virtuelle møder.

Det vil spare tid og mange kørselspenge.

Og lad os bruge nogle af de sparede midler i den grønne omstilling og prioritere normeringerne i vores skoler og institutioner.

Lad samfundssindet under coronakrisen blomstre også ud i fremtiden, hvor der venter store udfordringer og muligheder.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...