I lørdags startede de forberedelserne til den kommende sæson med standerhejsning

ASTRUP: Der er godt gang i kvindefodbolden i Astrup IF, der i lørdags startede forberedelserne til den kommende sæson med standerhejsning.

De friske Astrup-kvinder spiller i serie 2 og er bredt repræsenteret aldersmæssigt. Sidste sæson var den yngste spiller på holdet 15 år, mens den ældste var 54 år. Men aldersspringet betyder ikke noget.

- Trods det store aldersspring har vi det rigtig godt sammen, hvilket ikke mindst skyldes et fantastisk sammenhold, fortæller Michelle Nedergaard Pedersen på vegne af holdet.

- Det betyder også, at vi altid er gode til at holde humøret højt. Sidste sæson havnede vi i en meget svær pulje og løb indimellem ind i nogle store nederlag, men vi havde det alligevel supergodt sammen og hyggede alligevel.

- Den måde vi har det på, afspejler også det generelle sammenhold i klubben og Astrup som by. Det betyder også, at vi ofte har pænt med tilskuere, når vi spiller hjemmekampe på Toyota Park, som vores stadion hedder.

- Vi spiller som regel hjemmekampe samme dag som klubbens to herrehold, og på disse dage er der rigtig god stemning på stadion. Der bliver hygget, grillet pølser og ikke mindst langet en masse drikke over disken, fortæller Michelle og fortsætter:

- Astrup IF har også et samarbejde med byens værtshus, Rotteholdet. Her tager fodboldspillerne nogle vagter på Rottehullet, der jo drives af frivillige. For det får klubben lidt kroner, der bliver benyttet til at give spillere udefra mulighed for at søge om kørselspenge til og fra træning.

Træneren for de friske kvinder er Keld Nedergaard Pedersen – også kendt som ”Silver”.

- Uden ham havde vi ikke haft så godt et sammenhold, som vi har. Keld bruger rigtig megen tid på vores hold, og en gang imellem har han været ved at rykke håret af sig selv for, at vi kunne stille hold, men vi har aldrig nogensinde meldt afbud til en kamp.

- Der er ingen tvivl om, at Keld er en af årsagerne til, at mange af vores spillere gerne kører fra Hobro, Valsgård, Arden, Skørping og Aalborg for at spille på vores dejlige hold, slutter Michelle, der slutteligt opfordrer kvinder i alle aldre til at iføre sig fodboldstøvler og godt humør og kigge forbi… For alle er velkomne!

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...