FERNISERING: Galleriet i Kirkegade 3 i Mariager åbner søndag 2. februar

MARIAGER: - Vi glæder os til at vise en udstilling, der både taler til syns-, høre- og følesansen.

Sådan lyder det fra Ester Haderup Kristensen, Kunstboxen i Mariager, forud for åbningen af det nye års første udstilling.

Åbningen i Kirkegade 3 finder sted søndag 2. februar klokken 14 til 16.

Kunst og klange

”Kunst og klange” har Kunstboxens knap 20 tilknyttede kunstnere valgt at kalde udstillingen, som bygger bro mellem musikken, billedkunsten og kunsthåndværket.

Tydeligst illustreret ved den lokale musiker og billedkunstner, Gert Vorre.

På receptionsdagen spiller han både egne akustiske numre - og viser malerier og tegninger af landskaberne omkring Mariager Fjord.

Optaget af Kim Larsen

Hos billedkunstner Karen Bjørn fra Hadsten sniger musikken sig direkte ind i malerierne.

Hendes store optagethed af Kim Larsen i glade og varme farver viser kunstnerens rytmiske sans og evnerne til at sætte mange farveklange sammen.

Og spørger man Kunstboxens øvrige 17 tilknyttede kunstnere, er musikken også en vigtig del i tilblivelsen af deres kunst.

En romantisk Mozart har stået model til en del af akvarellerne og landskabsmalerierne.

Jazzpåvirkning

Jazzen har påvirket diagonale og rytmiske penselsstrøg i abstrakte malerier, og country-musikken med rytmer og variationer i stroferne danner baggrund for flere af malerierne malet med spartel.

Som sædvanligt i Kunstboxen er kunsthåndværket også repræsenteret på udstillingen i form af glaskunst, skindarbejder og pileflet.

Udstillingen ”Kunst og klange” er åben alle onsdage, torsdage, lørdage og søndage fra 2. februar og frem til udgangen af marts.

På receptionsdagen serveres vin, snack og chokolade - og alle er velkomne, betones dét.

Nærmere oplysninger om udstillingen - og Kunstboxen generelt - kan findes på hjemmesiden www.kunstboxen-Mariager.dk

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...