150 mødtes i weekenden ved Vedstedskovhus

ROLD: Der var ikke en sky på himlen, og skoven fremstod i de flotteste efterårsfarver, da 150 spejdere i weekenden samledes ved Vedstedskovhus sammen med forældre og søskende for at gå den tredje udgave af Rold Skov Julegåtur.

Arrangementet er især et tilbud til de mindste spejdere, da ruterne er 3 km og 5 km lange.

For mange af dem er det første gang, at de rigtig skal på spejderarrangement og have et spejdermærke, så det er en stor dag, fremhæver spejderleder Birgitte Wilsted Simonsen.

Undervejs benyttede flere lejligheden til at samle kogler, blade og kviste til buketter og dekorationer. Andre fik se både musvåge, ravn, rådyr og egern, mens andre igen bare gik og nød det flotte vejr.

Efter turen rundt i skoven i den friske kølige formiddagsluft kom spejderne retur til Vedstedskovhus, hvor der var lidt hygge-forplejning til deltagerne.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...