Skørpingkoret (på billedet) og Frederikshavn Bykor forener på torsdag stemmerne i Erling Kullbergs ”I det Fri” - et værk fra 2007 for blandet kor og klaver bestående af 12 sange, hver med navn efter en af årets måneder.

SKØRPING: I år er det 75 år siden digterpræsten Kaj Munk blev likvideret. I den anledning har Frederikshavn Bykor og Skørpingkoret forenet stemmerne i Erling Kullbergs ”I det Fri” - et værk fra 2007 for blandet kor og klaver bestående af 12 sange, hver med navn efter en af årets måneder. Teksterne af Kaj Munk stammer fra digtsamlingen ”Navigare Necesse – tolv digte om Danmark 1940”, der på skildrer årstidernes skiften, men samtidig bærer præg af den tyske besættelse.

Denne dobbelthed går igen i titlen ”I det Fri”. Kaj Munk var jo netop ikke fri til at ytre sig, men måtte finde snørklede veje til at udtrykke sin modstand mod besættelsen.

Begge kor vil desuden hver for sig synge et par sange, og endelig får tilhørerne lejlighed til selv at synge med på en fællessang.

Korledelse til koncerten er komponist Erling Kullberg og akkompagnement på klaver er organist Søren Rasmussen.

Koncerten finder sted i Skørping Nykirke torsdag den 19. september kl. 19.30. Der er fri entré.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...