Fra mandag kan plejehjemsbeboerne i Mariagerfjord atter se frem til besøg

MARIAGERFJORD: Fra 18. maj kan beboerne på Mariagerfjord Kommunes plejecentre atter få besøg af deres pårørende.

Muligheden er opstået, efter at sundhedsmyndighederne netop har frigivet retningslinjer for, hvordan nære pårørende kan besøge deres ældre familiemedlemmer på en sikker måde, og i Mariagerfjord Kommune er man allerede i fuld gang med at sikre, at besøgene kan afvikles i trygge og gode rammer.

Det glæder formanden for kommunens ældre- og omsorgsudvalg:

- Det har været hårdt for vore ældre, at de har været nødt til at undvære samværet med deres nære pårørende i mange uger.

- Derfor er det også dejligt, at vi nu om ganske få dage kan give dem mulighed for at være sammen igen, siger Jan Andersen (V).

- Vi skal for alt i verden passe godt på vores ældre, så de undgår at blive smittet, men samtidig skal vi skabe nogle hyggelige rammer for samværet med familien.

- Det er den udfordring, som vi arbejder intenst med ude på vores plejecentre i disse dage, føjer udvalgsformanden til.

Ifølge sundheds- og ældrechef Michael Tidemand skal besøgene aftales fra gang til gang, og som udgangspunkt skal de afvikles udendørs med mindre, at der er tale om særlige kritiske situationer.

- I øjeblikket er vi ved at forankre nogle sikre procedurer og skabe gode miljøer for besøgene.

- Plejecentrene er vidt forskellige, og derfor udarbejder de hver især detaljerede planer for åbningen, forklarer Michael Tidemand.

Planerne omfatter alt fra arbejdsprocedurer, markering af afstand, overdækning af besøgsarealer og mulighed for afspritning af hænder.

Desuden byder plejecentrene på kaffe, the og vand fra plastikflaske.

Det er i øvrigt ikke kun de fysiske rammer og personalets arbejdsgange, der skal tilpasses for, at besøgene kan ske på en sikker måde.

De pårørende har også et ansvar for at undgå, at smitten flytter ind hos de ældre på kommunens plejecentre.

- De pårørende skal naturligvis være helt fri for symptomer, der kan tyde på Covid-19. Og desuden skal de være særligt omhyggelige med at overholde myndighedernes anbefalinger for hygiejne, afstand og fysisk kontakt.

- For en sikkerheds skyld skal de holde minimum to meter afstand og så vidt mulig undgå håndtryk, kram og kindkys, selvom det naturligvis er vanskeligt, når man ikke har set hinanden i lang tid, medgiver Michael Tidemand.

Plejecentrene i Mariagerfjord udsender snarest direkte information til de pårørende om mulighederne for besøg, herunder om hvordan der bestilles tid, og om hvad man som pårørende skal gøre for at passe på de ældre.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...