Raske vandrere blev klogere på kilderne i Rold Skov - både de kendte og de nærmest ukendte

Rold Skov er kendt for sine kilder. Den af mange mest kendte er nok Store Blåkilde, der med sit flotte blå bassin et specielt syn, men der er rigtig mange andre kilder i skoven, der også er et besøg værd.

En god del af disse kilder ville naturformidler Birgitte Wilsted Simonsen fra OutdoorHimmerland forleden vise frem for nogle af skovens gæster.

Fremvisningen blev kombineret med en god travetur på 17 kilometer gennem Rebild Bakker, Rold Skov og Gravlev Ådal, og det var nogle spændte deltagere, der var mødt op for at blive klogere på Rold Skovs vand.

Der blev fortalt om både de kendte kilder som Kovadsbækken, Ravnkilde og Lille Blåkilde, de mere ukendte kilder som Egekilde og Hvoldbjerg, og de nu forsvundne kilder som Marivæld og Parkkilden, der leverede vand til bryggeriet Urban i Aalborg.

Ud over de mere faktuelle oplysninger om de enkelte kilder fortalte naturformidler Birgitte Wilsted Simonsen også nogle af de historier, der hører ind under kategorien ”Det gør ikke noget, at det ikke er sandt, bare det er en god historie”. Sagn og små historier, der fortælles i lokalområdet, og også historier om, hvad der ligger bag mange af kildernes navne.

På turen havde deltagerne generelt godt vandrevejr – ikke for varmt og overskyet.

Dog blev man undervejs ramt af nogle kraftige byger.

- Regnbygerne var på en måde med til at slutte en cirkel omkring fortællingen, noterer Birgitte Wilsted Simonsen.

- Det vand, der falder i dag, kan vi forhåbentlig om 50-60 år igen møde som kildevand her i området.

- Det er da ærligt talt en lidt sjov tanke.

Hvorom alting er: Efter de 17 km var det nogle våde deltagere med trætte ben, der kunne samles til en kop kaffe ved RebildPorten og gøre status ovenpå turen rundt til Rold Skovs kilder.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...