Brugerforeningen Kulturkøbmanden i St. Brøndum lægger an til sit traditionsrige sommerarrangement på torsdag

ST. BRØNDUM: Brugerforeningen Kulturkøbmanden i St. Brøndum lægger an til sit traditionsrige sommerarrangement ”Kend din by - mød din nabo”, som denne gang foregår torsdag 22. august kl. 19.

I år kommer naturvejleder Karsten Hansen på besøg som et led i landsbyrådets projekt ”Naturfællesskab i landsbyen”, hvor St. Brøndum er en af de deltagende landsbyer.

Det betyder, at der i foråret blev sået vilde blomster to steder i byen, blandt andet ved Kirkestien.

- Blomsterne er ved at være færdige nu, men jeg er en af dem, der har nydt det meget og har plukket buketter flere gange. Og så er vi jo også fri for at slå græsset, som vi plejer, siger Lisbeth Nørgaard fra Brugerforeningen Kulturkøbmanden.

Rundturen 22. august tager udgangspunkt i de to steder, hvor der blev sået blomster.

Samtidig vil Karsten Hansen give de lokale borgere gode råd om, hvordan man kan indrette haver og fællesarealer, så der bliver bedre forhold for insekter, og man får noget kønt at se på.

Aftenen afsluttes med kaffe og kage i klubhuset. Man skal selv medbringe kop.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...