Den traditionelle og flotte julebelysning i Skørping er nu også sat op - som noget nyt også ”Under Broen”

SKØRPING: Så er julestemningen for alvor kommet til Skørping – i hvert fald står dette års julebelysning i byen flottere end nogensinde.

Det er Skørping Erhvervsforening, der traditionen tro står bag byens julebelysning. En belysning, som i år har fået tilført nogle ekstra midler – ikke fra julemanden, men fra Jutlander Fonden Himmerland, der har doneret flotte 75.000 kr., samt yderligere 140.000 kr. fra Skørping gadelysforenings medlemmer. Da foreningen blev opløst kunne medlemmerne nemlig vælge imellem en række lokale formål, som de gerne ville støtte, og som deres penge skulle gå til. Det betød 140.000 kroner til byens julebelysning.

- De to flotte beløb lagt sammen har givet os nogle nye muligheder, blandt andet at få julebelysningen op ”Under broen”, hvilket vi er rigtig glade for. Det pynter virkelig på den strækning, fortæller Christian Ovesen, formand for Skørping Erhvervsforening.

- Julebelysningen fik vi sat op i forrige weekend takket være både nuværende og tidligere medlemmer af Skørping Erhvervsforening. En kæmpe tak til alle for indsatsen, lyder det fra Christian Ovesen.

Dermed vil julestemningen nu herske i Skørping og byens butikker frem til jul, ligesom julemanden traditionen tro kigger forbi tredje søndag i advent, hvor der vil være sang, hesteoptog, slikposer til børnene plus lidt andet. Et arrangement i samarbejde mellem Skørping Erhvervsforening, Skørping Rideklub og i år også Bogby9520.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...