Der blev handlet flittigt på et mangfoldigt julemarked med bl.a. kyskager og gin foruden naturligvis julekort og lækkerier

GULDBÆK: Så er julen kommet til Guldbæk.

Guldbæk Borgerforening har nemlig sammen med kunstnerforeningen Karlsvognen sørget for byens traditionelle juletræstænding.

Det begyndte med en dejlig vandretur på ca. seks km.

Her deltog ca. 35 friske personer i alle aldre.

Ved Abildgaards hytte var der pitstop med dejlig varm kakao over bål, småkager og en velfortjent pause i det grå og kolde vejr. Der var dog heldigvis tørvejr.

Da de friske vandrere kom retur til Edith og Erling Buus’ lade, som var fint pyntet op til lejligheden med juletræer, lys, pyntede halmballer og malerier, var der udskænkning af dejlig varm gløgg og æbleskiver.

Imens underholdt Magnus Handberg Alstrup med skøn julemusik på klaveret.

Publikum sang med

Senere holdt Øster Hornum Kirkekor en mini koncert, og i år havde publikum mulighed for at synge med på et par julesange, og det var en rigtig god ide.

Alle kom i helt fantastisk julestemning.

Igen i år havde Borgerforeningen opfordret byens borgere til at lave julelækkerier, julepynt, kunsthåndværk og lignende, der kunne sælges på julemarkedet.

Det blev et mangfoldigt marked, hvor man bl.a. kunne købe julekort, kyskager, gin, forskellig slags julepynt, kunsthåndværk - bl.a. keramik og litografier - brændte mandler, huer, halstørklæder, læderting, fuglefoderhus, mos og juletræer.

Der var mange lækre ting, og der blev handlet flittigt.

Stort fakkeltog

Eftermiddagen sluttede af med et stort fakkeltog fra laden til byens flotte juletræ.

Her blev der sunget et par julesange, og julemanden kiggede forbi til en dans med børnene omkring træet.

Der var god opbakning til det hyggelige arrangement med ca. 175 besøgende i løbet af dagen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...