11 fodbolddrenge og seks voksne fra Gelenau på seks dages gæsteophold med fast overnatningsbase i klubhuset Terndrup

I år er det 25 år siden, tidligere skoleleder og byrådsmedlem Vagn Gaarde i Bælum fik idéen til at etablere et venskabsbysamarbejde mellem daværende Skørping Kommune og den sydtyske by Gelenau.

Jubilæet er netop blevet markeret med et besøg af 11 10-årige fodboldrenge og seks voksne i skikkelse af forældre og fodboldledere.

De tyske gæster ankom om søndagen, hvor de blev indkvarteret i klubhuset i Terndrup som fast base under hele besøget.

- Mandag formiddag bød borgmester Leon Sebbelin på vegne af Rebild Kommune vores gæster velkommen, og om eftermiddagen var de på besøg hos 3F i Aalborg, hvor de fik en række praktiske opgaver. Tirsdag stod på fælles badetur til Øster Hurup, inden fodboldrengene sidst på eftermiddagen spillede mod lokale fodboldhold på stadionanlægget i Terndrup, fortæller Uffe Elbæk som medlem af den otte mand store venskabsbykomite.

Sammen med formand Jette Nielsen har han stået for madlavningen til gæsterne hele ugen.

Fælles miniudflugt til Skagen

Onsdag var komiteen sammen med de tyske gæster i de tre tyske minibusser på udflugt til både Skagen og Grenen, Rubjerg Knude Fyr samt palmestranden i Frederikshavn, afsluttende med en badetur til Øster Hurup.

Torsdag aften var det tid til afskedsmiddag i klubhuset efterfulgt af et privat besøg hos medlem af venskabsbykomitéen Henny Foged Larsen lige uden for Terndrup, hvor gæsterne blev budt på både is og sodavand samt kaffe og kage.

- Fredag formiddag kørte vores gæster igen hjem til Gelenau, men allerede nu arbejder vi med planer om, at lokale fodboldrenge næste sommer skal på gæstebesøg i Gelenau, oplyser Uffe Elbæk.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...