De ti bedste på landsplan går videre til finalen i Aalborg - kender du en, som skal udfordres?

ARDEN: I april og maj afvikles kvalifikationsrunderne til en af årets store kulinariske events, når finalisterne til DM i Hotdogspisning skal findes. Madværkstedet i Arden er klar til at tage imod kandidaterne fra Arden og omegn.

Det handler om hotdogs, hæder og håneretten, når DM i Hotdogspisning endnu engang vender tilbage. Og der er ikke længe til, at der igen skal findes en danmarksmester i den noble spisedisciplin. Kvalifikationsrunden er nu i gang, og finalisterne skal findes – måske hos Madværkstedet i Arden.

Førstepræmien i DM i Hotdogspisning-finalen er et rejsegavekort på 20.000 kroner, men der er også flotte præmier til de lokale vindere, hvor der er et weekendophold på spil – samt lodtrækningspræmier om flotte gavekort blandt alle, der forsøger at kvalificere sig.

Reglerne er ganske simple – spis så mange hotdogs som muligt på 15 minutter. De ti bedste på landsplan kommer i finalen, der afholdes den 31. maj i Aalborg til en kæmpe event på Gammel Torv. Adgang til konkurrencen – og i første omgang et kvarter i hotdog-himlen – koster 100 kroner, og som altid går alle pengene ubeskåret til et velgørende projekt. I år er det Fonden Børnenes Kontor i Aalborg, der kan nyde godt af en økonomisk saltvandsindsprøjtning.

Kig ind til Madværkstedet i Arden, og hør mere om hvordan du kan tage første skridt til titlen som Danmarks bedste hotdogspiser…

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...