Menighedsrådet ønsker rågekolonien på Katbakken reguleret

ØSTER HORNUM: Menighedsrådet i Øster Hornum indkalder nu til et møde om en regulering af bestanden i rågekolonien på Katbakken i Øster Hornum.

Mødet foregår mandag 14. januar klokken 16.30 i konfirmandstuen nabo til Øster Hornum Kirke.

Til mødet skal de interesserede skytter medbringe kopi af jagttegn samt gyldig våbentilladelse til den lovpligtige salonriffel, der skal bruges til at nedskyde rågeunger.

Da der er mange, der gerne vil deltage i rågereguleringen, vil skytter fra Øster Hornum få fortrinsret.

Der vil ligeledes ske en hård frasortering af skytter, der ikke mindst kan præstere 25 nedskudte råger per gang.

Afskydningssæsonen er fra 1. maj til 15. juli.

Behov for øget nedskydning

Mødte i konfirmandstuen mandag 14. januar sker i forlængelse af et yderst velbesøgt orienterings- og dialogmøde om byens råger i konfirmandstuen.

Her var skovfoged og vildtkonsulent Sandor Hestbæk Markus fra Naturstyrelsen inviteret til at komme og fortælle om vilkår og muligheder for at reducere bestanden af de fredede råger i kolonien.

Resultatet af mødet blev en beslutning om at nedskydningen af råger i kolonien skal øges fremover i forhold til de 220 nedskudte i 2018 og 300 i 2017.

Kirke ejer stedet for rågekoloni

At menighedsrådet involverer sig i problemet skyldes at den del af Katbakken, hvor rågekolonien er, tilhører kirken.

Det er derfor menighedsrådets ansvar at søge om tilladelse til en regulering af bestanden.

Det er næstformand i menighedsrådet og kirkeværge Jens Rye-Andersen, der som hidtil som jæger skal stå for at ansøge Naturstyrelsen om tilladelse samt koordinere indsatsen med at få endnu flere interesserede jægere.

Det er derfor også ham der har udsendt invitationen til interesserede skytter til mødet mandag klokken 16.30 i konfirmandstuen i Øster Hornum.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...