Mathilde Falch - tryllebandt publikum ved fortællekoncert i Arden

ARDEN: Mathilde Falch spillede både forrygende og intenst på guitar, da hun forleden optrådte solo på Kulturhuset i Arden som afslutning på denne sæsons Kulturtallerken-arrangementer.

Som hun stod på scenen – spinkel og helt alene med sin guitar – udfoldede hun al sin sårbarhed, mens hun hudløst ærligt fortalte om et liv med anoreksi, selvskadende adfærd og et misbrug, der startede allerede som teenager og eskalerede, så det til sidst var helt ude af kontrol.

Fortællekoncerten i Arden blev dermed en fortælling fuld af smerte - men også en fortælling om at vælge livet, og i koncertens sidste del fortalte Mathilde blandt andet om kærligheden til sin søn og fyldte rummet med glade toner, man kunne synge med på.

Alt i alt satte Mathilde Falch derned et flot punktum for denne sæson af Kulturtallerkenen, og arrangørerne er allerede i fuld gang med planlægningen af den næste.

I planerne indgår bl.a. en kombineret jubilæumskoncert og foredrag med Dario Campeotto.

Det endelige program bliver præsenteret i august, hvor billetsalget også åbner.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...