Det traditionsrige familiecykelløb ”Skørping Rundt”, som afvikles søndag eftermiddag på den sidste dag i byfesten i Skørping - skal du/I med?

SKØRPING: Heller ikke i år er vejrudsigterne for gode forud for det traditionsrige familiecykelløb ”Skørping Rundt”, som afvikles søndag eftermiddag på den sidste dag i byfesten i Skørping.

- Men der kom da 400 sidste år, selv om det var skyet og byget. Det er jo hyggeligt alligevel, siger Hans Holm, som koordinerer cykelløbet for 22. gang.

Ligesom i fjor bliver det store byfesttelt stående, så man kan krybe i læ der.

Løbet plejer at blive humoristisk kommenteret af det faste makkerpar Bertil Mortensen og Erik Schuldt, og selv om Erik Schuldt er flyttet til Bornholm, har han holdt traditionen ved lige de seneste to år.

- Men i år bliver han afløst af ”Munken”, Jesper Munksgaard, fortæller Hans Holm.

Man kan melde sig til cykelløbet under byfesten lørdag, men man kan også vente til søndag. Så skal man bare komme i god tid før starten kl. 14 ved Skørping Station.

- Man melder sig ikke til at køre en bestemt rute på forhånd. Der er 10, 25 eller 40 kilometer, men alle følges ad den første strækning til Fræer Bakke, og så kan man nå at bestemme sig for en kortere rute, hvis det nu for eksempel regner, oplyser Hans Holm.

Det er hyggen, der lægges vægt på i ”Skørping Rundt”, og derfor er der ingen officiel tidtagning eller kåring af vindere.

Til gengæld trækkes der lod kl. 17 blandt alle deltagere om en masse sponserede præmier, hovedpræmien er en cykel.

Overskuddet plejer at blive doneret til børne- og ungdomsprojekter i Skørping, men de seneste år har ”Skørping Rundt” sparet et lidt større beløb op, 50.000 kr., som skal gå til at forny Kulturstationens gårdområde, når det planlagte 100-salsbyggeri bliver færdigt engang.

- Det er allerede aftalt med Kulturstationen og KInorevuen, men vi er nødt til at afvente 100-salen, siger Hans Holm.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...