Kredskonkurrence i Støvring formede sig noget anderledes end normalt

DcH Støvring har holdt kredskonkurrence i lydighed, og det foregik på en lidt anderledes måde end normalt.

Det foregik nemlig ved en drive in konkurrence,

Friske hunde og glade hundeførere mødte løbende op til de uddelte tider, og trods det anderledes setup var der hele dagen igennem en munter og hyggelig stemning.

Fra DcH Støvring deltog fire hundeførere i C-klassen, nemlig Keld Martens, Hanne Plet, Susanne Thesbjerg og Morten Guglielmetti. For Hannes vedkommende var det første gang, hun skulle i konkurrence, og det skulle senere vise sig, at hun gjorde det rigtig godt.

De fire hundeførere træner flittigt i klubben og er gode til at bakke hinanden op.

Der har ikke været mange konkurrencer i år, så det var meget befriende, at formen omsider kunne blive testet af.

C-klassen består af en masse lydighedsøvelser, samt et par øvelser, som hunden skal udføre selvstændigt.

Vinder af C-klassen blev Maria Lehmann fra DcH Sæby med hunden Aya. De fik 143 point ud af 150 mulige.

Keld Martens med Nanna fik med 133,60 point en flot 2. plads. Hanne Plet med Flora fulgte lige bagefter med 131,60 point. Det rakte til en 3. plads.

Susanne Thesbjerg med Zikki kom ud og fik en masse god erfaring og gjorde det rigtig godt, mens Morten Guglielmetti med Zanto forbedrede sit resultat fra sidste konkurrence. Begge er på rette vej.

Der er flere C-hundeførere på vej, så det tegner til at blive en god sæson.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...